Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Omkring en halv million danske Telenor-kunder har siden onsdag morgen kunnet bruge det trådløse net derhjemme, på arbejdspladsen eller caféen som ekstra mobilmast og dermed få bedre forbindelse indendørs, hvor mobildækningen altid er udfordret. Samtidig er der åbnet for samtaler i langt bedre lydkvalitet, fordi 4G-mobilnettet fra nu også kan håndtere tale.
Telenor, der er Danmarks næststørste mobilselskab efter TDC, åbnede onsdag morgen klokken 8 for de to nye teknologier, som teknisk kaldes for wifi-opkald og »Voice over LTE« (VoLTE - altså tale over LTE-/4G-nettet).
Telefonen holder selv styr på det hele
»Talekvaliteten bliver simpelt hen bedre, fordi lyden nu er i højdefinitionskvalitet. Samtidig ringer telefonen hurtigere op, nemlig på en-to sekunder mod ellers seks-ti sekunder, så det er på alle måder en fremtidssikring. Med wifi-opkald sikrer vi samtidig en markant bedre indendørsdækning, og det gode er, at telefonen selv holder styr på det hele og selv skifter, uden at man kan høre det, og uden at der sker udfald,« forklarer Peter Nødbak, netværksdirektør hos Telenor.
Det rigtigt gode er, at man hverken skal installere software eller rode med besværlig teknik. Man skal kun slå funktionerne til på sin telefon. Det er dog kun nyere Apple- og Samsung-telefoner, der kan håndtere 4G-tale og wifi-opkald.
Det koster ikke ekstra at bruge funktionerne. Alt afregnes til normal taletakst, også når den første del af forbindelsen sker gennem et trådløst net.
»Det ligger i alle abonnementerne men afhænger af, at telefonen understøtter funktionerne. Lidt over en halv million af vores kunder vil kunne bruge VoLTE nu, mens lidt over 350.000 kan bruge wifi-opkald, og det vil stige støt. Jeg forventer, at vi allerede i denne uge vil have adskillige tusinde brugere på - men i virkeligheden skulle kunderne helst ikke tænke over noget. Telefonen skal bare klare det selv,« siger Peter Nødbak.
En aflastning i yderområderne
Telenor har siden sommeren testet de nye funktioner. Den helt store udfordring ligger i, at telefonen bevarer forbindelsen men selv skifter mellem de net, der måtte være til rådighed dér, hvor man er, mens man taler. VoLTE virker nemlig kun dér, hvor der er 4G-dækning, og det er der ikke i hele Danmark. Samtalen kan således begynde på en 3G-forbindelse, skifte til 4G-nettet, når man kommer inden for rækkevidde, og skifte videre til det trådløse net, når man går ind i en bygning - f.eks. derhjemme eller på arbejde.
Wifi-opkald får Telenor-debut i Danmark. Telenor, der er norskejet og blandt verdens største mobilselskaber, har endnu ikke lanceret det i andre af sine lande.
Når samtalerne fremover kan fordeles bedre på mobilnettet, vil det kunne mærkes i især yderområderne.
»Det vil aflaste nettet i yderområderne og være til gavn for også de kunder, der ikke kan bruge funktionerne, fordi der er mere kapacitet på masterne til dem,« forklarer Peter Nødbak.