45 millioner kroner til to Carlsberg-bosser

Carlsbergs to topchefer hiver til sammen 45,8 millioner kroner ud i årsløn for at stå i spidsen for det danske bryggeri. Finansdirektør Jørn P. Jensen kandiderer til bedst betalte CFO med 21,2 millioner kroner på lønchecken.

Carlsbergs administrerende direktør, Jørgen Buhl Rasmussen, kan glæde sig over en fed løncheck. Sammen med sin finansdirektør hiver han 45,8 millioner kroner ud i løn for 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Carlsbergs to topchefer scorer kassen for at stå i spidsen for den danske bryggeri-gruppe. Administrerende direktør Jørgen Buhl Rasmussen og finansdirektør Jørn P- Jensen tjener således i alt 45,8 millioner kroner for deres arbejde i 2013.

Det fremgår af Carlsbergs trykte regnskab, som blev offentliggjort i onsdag.

Med en samlet årsløn på 21,2 millioner kroner - heraf 9,5 i grundløn - er finansdirektør Jørn P. Jensen storfavorit til at være landets bedst betalte finansdirektør.

Jørn P. Jensen har været i Carlsberg i over 12 år. Han har gennem sine 12 år skabt exceptionelle resultater, og i 2012 vandt han Berlingske Business Magasins pris som årets CFO.

Administrerende direktør Jørgen Buhl Rasmussen tjente i 2013 24,6 millioner kroner - heraf udgjorde grundlønnen 11 millioner kroner. Året før lød lønchecken på 22,8 millioner kroner.


Mens de to herrers grundløn ikke har ændret sig meget fra 2012 til 2013, har de henholdsvis fået udbetalt 4,7 og 4,1 millioner kroner i bonus. Det er et fald fra bonusudbetalingen i 2012, hvor beløbet lød på henholdsvis 6,3 millioner kroner og 5,5 millioner kroner.

Derimod har både Jørn P. Jensen og Jørgen Buhl Rasmussen tjent væsentligt mere på resultatbaseret løn baseret på aktiekursens udvikling. For Jørn P. Jensen steg den post fra 5,4 millioner kroner, mens den administrerende direktør kunne glæde sig over at få 8,6 millioner kroner udbetalt på den post mod 5,7 millioner kroner året før.



Carlsberg kom med regnskab for 2013 i sidste uge, og med et overskud på seks milliarder kroner overraskede koncernen. Resultatet var 400 millioner kroner mere, end analytikerne havde forventet.