»3«s første 5G-mobilkunder kommer på i 2020

Danmarks fjerdestørste teleselskab har intet hastværk med at få den nye 5G-mobilteknologi klar, for der er stadig masser af kapacitet på 4G-mobilnettet.

»3« forventer en rolig start på 5G-mobilteknologien herhjemme og planlægger snart at kunne lukke for det gamle 3G-mobilnet for at få større kapacitet i 4G-nettet. Foto: Carsten Andersen, »3« Fold sammen
Læs mere

De første »3«-kunder er på det nye 5G-mobilnet i 2020.

Det siger »3«s administrerende direktør, Morten Christiansen, som samtidig opfordrer til at bevare jordforbindelsen, når der tales om 5G, da der fortsat langtfra er risiko for trafikpropper og mangel på kapacitet på dagens 4G-net.

»Realistisk er de første bruger på 5G hos »3« næste år. Sandsynligvis går vi i gang med at teste i år. Men 5G er blevet super hypet, og her har især TDC spillet hypekortet rigtigt godt, for det har politisk tække – og det er fint nok. Men langt hovedparten af dataforbruget vil fortsat være på 4G-nettet, hvor der er masser af plads. Så kan vi gradvis udvide med 5G,« siger teletopchefen til Berlingske.

Kræver ny telefon og ny router

5G er en overbygning på 4G-nettet, som gør det muligt at øge datakapaciteten i mobilnettet, sikre endnu hurtigere datahastigheder, når man bruger mobilforbindelsen til at gå på internettet, og som samtidig sikrer, at forsinkelserne på dataoverførsler er noget nær ikke-eksisterende. Endelig er energiforbruget på maste- og antenneudstyret mindre.

Telia og Telenor, som i Danmark driver fælles mobilnet, har meldt ud, at de i 2019 to steder i landet vil lade en række brugere få adgang til at bruge 5G-nettet for at teste det af i virkelig brug. TDC har besluttet at tilbyde landsdækkende 5G inden udgangen af 2020 men har dog ikke meldt ud, hvornår brugerne kan forvente at få adgang til den nye teknologi, som vil kræve en udskiftning af mobiltelefonen og hjemmerouteren, fordi teknologien udelukkende er indbygget i meget få helt nye telefoner og routere.

Derfor ventes 5G reelt først taget i brug i det små i løbet af 2020 og mest i større byer.

Klar til snart at slukke for 3G

»3« arbejder på så snart som muligt at slukke for sit 3G-mobilnet, så al tale og mobildata sker over 4G-forbindelser, der er hurtigere. 3G-teknologien var den, der bragte mobildata til Danmark, og 3G er samtidig den forbindelse, som mobiltelefoner, bærbare PCer med datamodem og andet udstyr falder tilbage på, hvis der i et område ikke er 4G-forbindelse.

»Vi vil slukke for 3G så hurtigt, som vi kan, men det er ikke lige nu. Jeg tror dog ikke, at det varer så forfærdeligt længe. Vi kan spare penge ved ikke at skulle vedligeholde to forskellige systemer, og så kan vi overflytte vores 3G-spektrum (de mobilfrekvenser, som bruges til 3G-forbindelser, red.) til 4G, så vi kan øge kapaciteten endnu mere her,« siger Morten Christiansen.

Også de andre teleselskaber vil gerne lukke for de ældre mobilteknologier men har, modsat »3«, mange kunder, hvis telefoner eller teleløsninger stadig er afhængige af de ældre teknologier.

Bedre indendørs dækning på vej

»3« købte – ligesom TDC, Telenor og Telia – sig i marts adgang til at kunne tage endnu flere frekvenser i brug til at sikre en bedre dækning af Danmark, heriblandt med 5G-mobilteknologi. Her betalte »3« 485 millioner kroner, som skal falde over ti år, for at sikre sig den kapacitet, som selskabet har brug for.

Modsat de tre andre store sælger »3«, der er Danmarks fjerdestørste teleselskab, kun mobiltelefoni og mobilt bredbånd og hverken fastnetforbindelser, TV eller faste internetforbindelser.

»Vi har nu sikret os spektrum, der gør, at vi kan bygge yderligere dækning og kapacitet, især indendørs,« siger teletopchefen.

Indendørs mobildækning er mange steder et problem, typisk fordi data over mobilnettet har været placeret på de høje frekvenser, som er effektive til det, men som ikke rækker så langt geografisk, og som har sværere ved at trænge igennem mure og vægge. Lavere frekvenser som dem, teleselskaberne nu får adgang til på f.eks. 700 MHz, rækker længere og er bedre til at trænge ind. Dermed kan f.eks. »3« levere internetforbindelser over en lille router, som er koblet på mobilnettet i stedet for en forbindelse gennem et kabel, der er gravet ned til husstanden.