3F-boss: Nu må politikerne sørge for at Uber-pladerne bliver klippet

Østre Landsret har fredag stadfæstet dom over Uber-chauffør for ulovlig taxikørsel. Men chaufføren vil køre videre. Nu kræver fagforbundet 3F, at politikerne griber ind og får stoppet Uber-trafikken.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Østre Landsret har fredag stadfæstet en dom for ulovlig taxikørsel over en chauffør, som kører for taxi-tjeneste Uber. Han skal betale 6.000 kr. i bøde.

At Østre Landsret holdt fast i byrettens afgørelse, kommer ikke som den store overraskelse for Jan Villadsen, formand for 3Fs Transportgruppe, som blandt andet tæller taxichaufførernes fagforening.

»Det havde vi forventet. Vi lever trods alt i et retssamfund. Nu står Uber-chaufførerne på TV2 News og siger, at de kører videre. Men dommen har kendt Uber-kørsel ulovligt, og politikerne ikke længere end undskyldning for at gribe ind,« siger Jan Villadsen.

Han kræver, at politikerne nu sikrer, at myndighederne kan gribe effektivt ind mod Uber-chaufførerne.

»Hvis ikke de vil holde op med at køre, må myndighederne i sidste ende have mulighed for at inddrage Uber-chaufførernes biler og klippe nummerpladen,« siger Jan Villadsen, der lover, at 3F vil forsøge at få stillet en byge af spørgsmål til regeringen om, hvad den agter at gøre for at få stoppet Uber.

»Uber-chaufførerne har tilsyneladende ikke tænkt sig at respektere afgørelsen. Det må politikerne gøre noget ved,« siger Jan Villadsen.