Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Efter godt og vel fire måneders søgning har auktionshuset Lauritz.com fundet sin topchef. Den 36-årige svensker Erik Norberg skal fremover lede virksomheden, meddelte Lauritz.com ved middagstid tirsdag.
Tilbage i slutningen af marts oplyste auktionshuset, at den hidtidige chef, Mette Sundström, ville træde tilbage som adm. direktør, så snart en afløser var fundet.
Erik Norberg er et ubeskrevet blad i dansk sammenhæng. Hans foreløbige karriere har udspillet sig i det svenske medieliv, hvor han indtil november sidste år fungerede som CEO hos Stockholm-mediet Mitt I, hvor han stoppede før tid - og efter fælles aftale med ledelsen. Før det havde han arbejdet sig op igennem rækkerne hos den norske mediekoncern, Schibsted Media Group, hvor han nåede at opholde sig syv år.
»Erik Norberg har en meget kommerciel profil, et energisk drive og stor erfaring indenfor nethandel,« siger Lauritz.com stifter og bestyrelsesformand, Bengt Sundström, om sin nye direktør.
Det er næppe en underdrivelse at konstatere, at den 36-årige svensker står over for stribevis af udfordringer i det nye job. Siden den kaotiske børsnotering for 13 måneder siden, har auktionshusets kurs været i noget nær frit fald. Selskabets værdi er faldet med 60 pct. oven på et år, der har budt på en perlerække af dårlige nyheder for det populære auktionshus.
Mest presserende synes behovet for at forbedre økonomien at være. Egenkapitalen er slunket ind, og ved de seneste regnskaber er omsætningen tillige faldet, hvilket er en af den slags tilbageslag, investorer straffer notorisk hårdt på børsmarkedet. Den tidligere direktør, Mette Sundström, har måttet opgive gyldne vækstmål og tilbage i starten af året, så ledelsen sig nødsaget til at afskedige 15 pct. af medarbejderstaben for at skære ned på omkostningerne.
Derudover har en gammel lagerejendom på Rovsinggade i København udviklet sig til noget af en klods om benet hos Lauritz.com
Før sommerferien kunne Berlingske Business videre afsløre, at det står temmelig ilde til med de mange partnerskaber, Lauritz.com har indgået, og hvis betydning man flere gange har understreget vigtigheden af.
»Hvis en partner ikke kan opfylde sine forpligtelser over for selskabet i forbindelse med en finansieringsaftale, og selskabet ikke er i stand til at kompensere for tabet, kan det have en væsentlig negativ indvirkning på Lauritz.coms forretning, driftsresultat og finansielle forhold,« stod der i det børsprospekt, Lauritz.com udarbejdede sidste sommer.
Et af de centrale spørgsmål har været, hvordan Lauritz.com vil få virksomheden til at vokse, og her har man de senere år søgt at udvide forretningen internationalt. Det er da også her, at Erik Norberg ser muligheden for at ekspandere, fastslår den nye direktør.
»Lauritz.com er en kæmpe spiller inden for auktionshandel, men jeg ser et kæmpe potentiale i at bringe internationaliseringen videre,« siger Erik Norberg i fondsbørsmeddelelsen tirsdag.
»Lauritz.com har skabt en unik brand-identitet ved at invitere alle til at sælge eller købe ved auktioner,« siger han.
Den nye direktør tiltræder formelt i begyndelsen af september, hvorefter Mette Sundström vil tage plads i bestyrelsen. Ifølge Lauritz.com vil Erik Norberg samtidig flytte fra Stockholm til København sammen med sin kone og to børn.