30-årig arving til svensk mediekoncern er død

Max Stenbeck, en af arvingerne og hovedejerne i den svenske mediekoncern Kinnevik, døde mandag i New York. Han blev 30 år gammel.

Kinnevik står blandt andet bag bladgruppen Metro Fold sammen
Læs mere
Foto: SCANPIX

Forretningsmanden Max Stenbeck, søn af den afdøde svenske mediemogul Jan Stenbeck, gik i mandags bort i New York.

Blot 30 år gammel døde han af komplikationer fra den diabetes-sygdom, han havde været ramt af i 10 år. Det skriver en række svenske og norske medier.

Oplysningerne bekræftes af Kinnevik-koncernen, der i dag drives af Max Stenbecks søster, 37-årige Cristina Stenbeck. Sammen med hende og sine øvrige tre søskende var Max Stenbeck en af koncernens hovedejere via holdingselskabet Verdere, hvor han selv arbejdede som direktør.

»Han var en vidunderlig bror, en elsket forlovet og en hengiven onkel,« skriver Cristina Stenbeck i en meddelelse.

Kinnevik

Søskendeparret overtog oprindeligt ejerskabet af Kinnevik, da deres far, den svenske forretningsmand og mediemogul Jan Stenbeck, i 2002 døde af en blodprop i hjertet. Det skete, da Jan Stenbeck var 59 år gammel.

Indtil da havde Jan Stenbeck igennem 1980erne og 90erne omdannet sin egen fars tidligere investeringsselskab Kinnevik til en koncern med en række medie- og kommunikationsselskaber. Blandt andet TV3, TV 1000, Viasat, ZTV, TV-Shop,Tele2 og den svenske udgave af Metro-avisen.

Max Stenbecks tidlige død i mandags lægger sig som et tragisk ekko af faderens og kommer bag på både familie, venner og bekendte. Han beskrives som et utroligt venligt og behageligt menneske, og blandt andet Sveriges tidligere minister for handel og industri Björn Rosengren, som nu er rådgiver i Kinnevik, har udtrykt sorg over det tidlige dødsfald.

Svensk newyorker

Max Stenbeck voksede op på Long Island i New York og senere på den prestigefyldte kostskole Rosemary Hall i staten Connecticut, hvor blandt andre John F. Kennedy har studeret.

Herefter vendte han tilbage til New York for at studere på New York University i nærheden af den lejlighed i bydelen SoHo, hvor han angiveligt boede under studierne og senere havde kontor.

I et tidligere interview med svenske Dagens Industri udtalte Max Stenbeck, at han var opvokset med Kinnevik-kulturen og aldrig havde tvivlet på, at han villle arbejde i den virksomhed, som hans far havde bygget op.

Max Stenbeck efterlader sig foruden familie og venner en formue på 3 milliarder svenske kroner. Han var forlovet og skulle have været viet til sommer.