3.000 firmaer går sammen i DI Handel

1. maj fusionerede Dansk Industri med Handel, Transport og Service. Nu får handelsvirksomhederne deres eget branchefællesskab under Danmarks største erhvervsorganisation.

Talerøret for Dansk Industris 3.000 medlemmer inden for handel kommer til at hedde – tadaa! – DI Handel. Det nye branchefællesskab tæller både grossister, der har andre private virksomheder og den offentlige sektor som kunder, og virksomheder inden for detailhandlen, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

- Der er brug for at sætte fokus på, hvordan vi kan udvikle den danske handelssektor ved hjælp af den bedste anvendelse af ny teknologi, ved udvikling af service og produkter og ved uddannelse af medarbejderne, siger Lars William Hansen, der er udpeget til direktør for DI Handel.

Blandt medlemmerne er L'Easy, Q8 og Ilva, byggemarkeder som Bygma og Stark og grossister som Sanistål, Lemvigh-Müller og Solar.

Den første formand for DI Handel er Saniståls administrerende direktør Christian B. Lund. Derudover valgtes til bestyrelsen adm. direktør Hemming Van fra Daloon, adm. direktør Ib Haahr fra Thorvald Pedersen-Per Laulund A/S, adm. direktør Jørn Tolstrup Rohde fra L'Easy og D:E:R, adm. direktør Jesper Balthazar-Christensen fra ACO A/S, direktør Lars Hansen fra Stark, HR Manager Berit Jebjerg fra Q8 Danmark, direktør Jens Andersen fra Solar Danmark, direktør Peter Christiansen fra BYGMA og adm. direktør Morten Jørgensen fra Lemvigh-Müller A/S.