Opdateret

3 og Oister fortsætter fremgang, men når ikke årets milepæl

Trods 7.000 flere mobilkunder er 3s direktør skuffet over 2020, som betyder, at selskabet næppe når at runde 1,5 millioner mobilabonnenter inden årets udgang.

3 kan mærke den usikkerhed, som coronakrisen har bragt ind i også mobilverdenen. Fremgangen i kundetallet er mindre end forventet. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

3 befæster sin position som Danmarks tredjestørste teleselskab med 7.000 nye mobilkunder i løbet af sommeren, som gav et mindre salg og dermed også færre penge i kassen end sidste år.

Det fremgår af 3s regnskab for juli-september, som kom mandag morgen. 3 er det første af de fire store teleselskaber, som fremlægger regnskab for sommeren. Telia og Telenor følger efter onsdag, mens TDC er klar 6. november.