»3« åbner også for tale på 4G-nettet

Folk med nyere mobiltelefoner kan nu bruge 4G-nettet til også at ringe på og dermed få bedre lydkvalitet, hvis ellers også den, man ringer til, også kan bruge 4G-tale.

Også »3«s mobilkunder med de nyeste telefoner vil nu kunne bruge 4G-nettet til at tale på. Arkivfoto: Shutterstock/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Rocketclips, Inc.

Nu kan også mobilselskabet »3«s kunder bruger 4G-mobilnettet til at tale på, hvad de ikke har kunnet før - det kræver dog, at man har en af de nyeste telefoner.

4G-nettet har fra begyndelsen været beregnet til at overføre data over mobilnettet i meget høj fart, men det er ikke født til også at kunne overføre tale. Telenor åbnede som det første af de fire store teleselskaber herhjemme for, at en række nye Android-telefoner i november 2015 kunne bruge 4G-kapaciteten til også at tale på, og i januar 2016 blev det også muligt for nyere iPhone-telefoner at være med hos Telenor.

Hurtigere opkald i bedre kvalitet

Taleopkald på 4G-nettet går langt hurtigere igennem end på »normale« mobilnet, hvis også modtageren kan bruge 4G-tale, så der kun går omkring to sekunder mod ellers seks-ti, og lydkvaliteten er samtidig bedre. Endelig kan telefonerne holde forbindelsen, uanset at man bevæger sig rundt og måske når til et område, hvor der ikke er ordentlig 4G-dækning, hvorfor telefonen skal hoppe ned på det noget datalangsommere 3G-net, som dog typisk har en bedre dækning i Danmark.

Telefonen kan også automatisk hoppe over på det trådløse net derhjemme under en samtale, så man er sikret ordentlig dækning. Mobilnettene har ofte svært ved at trænge igennem mure og vægge, og derfor er indendørs mobildækning generelt dårlig. Det afhjælper teknologien »wifi-opkald«, som de nyeste mobiltelefoner af alle mærker understøtter, hvis funktionen er slået til.

»3«s netværksdirektør, Kim Christensen, forklarer, at man med 4G-opkald får mulighed for både at tale og bruge data på 4G-nettet samtidig, fordi telefonen ikke længere behøver at skifte til 3G- eller GSM-nettet for at ringe op. Med 4G-tale foregår opkaldet nemlig, som om det var data, der sendes af sted.

Kun bestemte telefoner kan bruge 4G-tale

Det er kun bestemte telefoner med bestemte abonnementer, der kan bruge 4G-tale. »3«s privat- og erhvervskunder skal have et Fri Tale-abonnement og bruge en iPhone 6 eller nyere med den nye iOS 10.3-opdatering, hvor 4G-tale automatisk er slået til, eller en Sony XZ eller Sony X Compact for at kunne ringe over 4G-nettet. 4G-tale kommer til Samsung S7 og S7 Edge »i løbet af få måneder«, lover »3«.

»3« er Danmarks fjerdestørste mobilselskab med 1,2 millioner kunder ved årsskiftet.