21 danske Norwegian-afgange aflyst tirsdag

Pilotstrejken fortsætter i Norwegian, og det samme gør aflysningerne. Tirsdag vil 20.000 passagerer blive berørt, og selv hvis parterne når til enighed, vil det tage tid at komme tilbage til normalen.

Foto: Claus Bech.
Læs mere
Fold sammen

15 afgange fra Københavns Lufthavn og seks afgange fra Aalborg Lufthavn vil tirsdag være aflyst som konsekvens af den fortsatte uenighed mellem Norwegians piloter og ledelse.

»Det vil beklageligvis ramme flytrafikken hårdt også i morgen. Omkring 20.000 passagerer vil blive berørt af forsinkelser og aflysninger,« siger kommunikationsrådgiver i Norwegian Daniel Kirchhoff, der uddyber:

»Den norske og svenske indenrigstrafik er så godt som aflyst. Vi har et begrænset antal indenrigsafgange i Danmark - og så er de fleste afgange mellem de skandinaviske hovedstæder aflyst.«

De foreløbigt 15 aflysninger fra Københavns Lufthavn tirsdag er afgange til Aalborg samt Oslo og Stockholm - og en enkelt sen afgang til Helsinki.

I Aalborg Lufthavn er det seks ud af tirsdagens otte afgange, der er aflyst. Det er alle afgange til København, hvor de eneste to afgange, der meldes i rute, er flyene med afgang 11.10 og 20.00.

Adspurgt om passagerer kan vide sig sikre på, at deres fly ikke er aflyst, hvis det ikke er oplyst på Norwegians hjemmeside mandag aften, lyder Daniel Kirchhoffs svar:

»Passagerer, der har booket billet gennem os, vil få en sms fra os, hvis deres afgang er forsinket eller aflyst. Derudover beder vi folk om at holde øje med vores hjemmeside og benytte sig af vores live chat eller ringe ind til os.«

Der er mandag intet, der tyder på tøbrud mellem parterne. Norwegian meddelte mandag eftermiddag, at konflikten bør afgøres af en neutral tredjepart - et forslag, piloterne ifølge det norske medie E24 har afvist. Men selvom det skulle lykkes at nå til enighed før tirsdag, må passagererne regne med aflysninger og forsinkelser lidt tid endnu:

»Det vil nok tage lidt tid for os at blive klar med en helt normal operation. Flyene er positioneret helt andre steder, end de burde, og det samme er vores crew,« siger Daniel Kirchhoff.