201-årig skotsk avisikons ejer erklæret konkurs

Med en milliardgæld og ingen investeringsvillige investorer er Johnston Press, der ejer The Scotsman, konkurs.

Yorkshire Post, der breakede historien om Edward VIII's abdikation, er blandt de medier, hvis ejer Johnston Press er gået konkurs. AFP Fold sammen
Læs mere

Et skotsk avisikon er i fare, efter at selskabet Johnston Press er sat under administration. Johnston Press ejer flere britiske medier, men mest kendt nok den over 200 år gamle avis The Scotsman.

Johnston Press har ifølge The Guardian gæld for over 200 millioner pund - 1,7 milliarder kroner. Obligationer for 220 millioner pund skal indfris næste år, og det kan Johnston Press allerede nu sige, ikke er muligt.

Selskabet satte sig selv til salg i sidste måned, men ingen købere eller aktionærer har villet holde det i live.

»På trods af vores forsøg er ingen af vores aktionærer kommet med forslag til restrukturering eller refinansiering af vores gæld.

Der har været købstilbud på hele gruppen og individuelle medier. Alle henvendelser er blevet gransket nøje.

Men ingen af disse tilbud - eller kombinationer af dem - ville have givet nok penge til at tilbagebetale gælden på 220 millioner pund, og ej heller ville de kunne understøtte firmaets pensionsforpligtigelser,« siger administrerende direktør for Johnston Group David King.

Det betyder, at selskabets aktier mister al værdi, og alle aktiver nu ryger i et nyoprettet selskabet, som ejes af ejerne af dets udstedte obligationer.

I 2008 kostede en aktie i Johnston Press over fire pund. Men fredag kunne den erhverves for tre pence.

For nuværende vil Johnston Press' udgivelser fortsætte under det nye selskab, der blandt andet har svenske Christen Ager-Hanssen, der ejer Metro i Sverige, som storaktionær.

The Scotsman er blevet udgivet siden 1817 og startede som et protestavis af to skotske velhavere, der mente, at hele den eksisterende presse var lakajer for Edinburghs etablissement.

Johnston Press ejer mere end 200 publikationer. Ud over The Scotsman er Yorkshire Post, der udkom første gang i 1754, og en pendleravis blandt Johnston Press' udgivelser.

/ritzau/