200 millioner til at forske i sundhed og fødevarer

13 forskningsprojekter har fået tildelt næsten 200 millioner kroner, så vi i fremtiden kan blive klogere på sundhed og fødevarer.

Foto: Preben Madsen.
Læs mere
Fold sammen

En række danske forskere kan mandag række armene i vejret og juble, efter Det Strategiske Forskningsråd har valgt at dele 200 millioner kroner ud.

Pengene går til 13 ansøgere, der alle forsker i sundhed og fødevarer.

»De projekter, der får støtte, spænder meget vidt, fra at finde frem til mad, der mætter hurtigere, over en mere bæredygtig fødevareforsyning til en sikker og let metode til at screene for tarmkræft,« lyder det i begrundelsen fra Det Strategiske Forskningsråd, der har afvist rigtig mange af de forskere, der forsøgte at få del i de pengene.

Forskningsrådet har i vurderingen lagt vægt på, at alle de godkendte ansøgere har »en stærk international involvering og næsten alle meget stærke samarbejder med virksomheder i ind- og udland«.

»Både kvalitet og relevans er helt i top i år,« siger direktør Lars Hinrichsen, der er formand for programkomiteen for sundhed, fødevarer og velfærd.

To programkomiteer har stået for uddelingen af de cirka 200 millioner kroner.

Den ene arbejder med sundhed, fødevarer og velfærd og har delt 147 millioner offentlige forskningskroner ud til ni projekter. Den anden arbejder med feltet individ, sygdom og samfund og har fordelt de sidste 47,5 millioner kroner til fire projekter.