20 mia. kr hentet i Danske Banks emission

Helt efter planen kunne ordførende direktør Peter Straarup melde om en udsolgt aktieemission. Kun 0,2 procent af de nye aktier måtte samles op af garantibankerne (Opdateret 11:23)

Danske Banks ordførende direktør Peter Straarup. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udsolgt. Danske Bank kunne for et øjeblik melde om en fuldttegnet aktieemission, som henter 20 mia. kroner til bankens kapitalpolstring.

”Vi værdsætter den store interesse, vi har oplevet både i Danmark og internationalt fra eksisterende og nye investorer. Aktieemissionen styrker vores kapitalgrundlag, og Danske Bank er nu blandt de mest velkapitaliserede banker i EU. Det giver os et godt udgangspunkt i det løbende arbejde med at støtte op om vores kunder og i forhold til fremtidig regulering,” siger ordførende direktør Peter Straarup i fondsbørsmeddelelsen.

Kun 0,2 procent købte ikke

Emissionen blev fuldtegnet med 232.934.758 udbudte nye aktier til en værdi af 10 kr, og aktionærerne var tilsyneladende helt med på idéen om at polstre banken.

INFOSHOP: Brancheanalyse: Se hvorfor de små banker bedst klare finanskrisen

Kun 0,2 procent af tegningsretterne blev ikke udnyttet, men disse aktier blev så tegnet af garantibankerne med Bank of America Merrill Lynch i spidsen.

De nye Danske Bank-aktier blev tegnet til kurs 86 kr. pr. aktie. Det har kostet banken 200 millioner kroner at udbyde de nye aktier, og derfor tilfører emissionen ikke fulde 20 millliarder kroner til Danske Banks kasse. Det reelle provenu er i stedet ca. 19,8 mia. kr.

Vil betale af på lånet

Pengene skal blandt andet bruges til at betale Danske Banks statslån på 24 mia. kr. tilbage til staten. Denne proces er nu under forhandling med politikerne, hvorfra der tidligere har været forlydender om et flertal for, at Danske Bank skal betale en vis straf for at betale lånet med knap 10 pct. i rente tilbage før tid.

Med en succesfuld emission i ryggen håber Danske Bank at være helt uden for statsstøtte fra juli 2012.

En situation, som måske vil kunne rette op på bankens kreditvurdering, som efter Amagerbankens kollaps blev nedgraderet af ratingfirmaet Moody's, som uddelte en generel bredside til de danske bankers kreditkvalitet.

Som Berlingske Business tidligere har beskrevet, så er kreditvurderingsinstituttet Moody’s i disse uger i gang med den granskning, som skal beslutte, om Danske Bank skal se endnu en nedgradering i øjnene. Det afhænger af, om banken vurderes at have systemisk betydning – altså populært sagt om Danske Bank er ”too big to fail”