19.000 kabineansatte i Lufthansa truer med strejke

Der kan være en sommer i vente med strejker blandt de kabineansatte i det tyske luftfartsselskab Lufthansa.

Foto: JUSTIN SULLIVAN.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver branchemediet Stand By.


19.000 kabineansatte i Lufthansa truer med at strejke fra 1. juli, midt i den notorisk travle industrisommerferie, hvis ikke de får indrømmelser på løn- og pensionsområdet.


Uoverensstemmelserne er affødt af, at Lufthansa i disse år forhandler med sine fagforeninger for at nedbringe omkostningerne, så selskabet bliver bedre rustet til at konkurrere mod lavprisselskaberne og de store arabiske flyselskaber Emirates, Etihad og Qatar Airways.


De kabineansatte, der er samlet i fagforeningen UFO, truer fra den anden side af forhandlingsbordet med strejke fra 1. juli, hvis ikke en aftale kommer på plads. Ifølge UFO kan der komme flere endags-strejker blandt personalet frem mod september, og det kan ramme hårdt i sommertrafikken.


Ikke overraskende har Lufthansa opfordret fagforeningen til at droppe truslen om strejker og i stedet indgå i konstruktive forhandlinger.

- Vores fælles mål må være at undgå strejker, har Stand By citeret en talsperson for.


Hvis en strejke bliver aktuel blandt de kabineansatte i Lufthansa, vil det ikke være første gang, at det tyske selskab bliver ramt. Ikke mindre en tolv gange i løbet af det seneste år har piloterne strejket grundet uenighed om pensionsalderen.


Snakken om mulig strejke påvirkede dog ikke Lufthansa-aktien, som mandag steg 1,5 pct. til 11,76 euro.