18/1: Lindegaard: ISS savner pressen

Den nye ISS-boss Jørgen Lindegaard er overrasket over, hvor lidt pressedækning ISS får efter afnoteringen.

ISS har brug for pressen og føler sig overset efter afnoteringen fra fondsbørsen i 2005.

Det var den krystalklare melding fra ISS-topchefen Jørgen Lindegaard, tidligere GN Store Nord og SAS-boss, der talte i går på et presseseminar arrangeret af kapitalfonden EQT.

Han understregede, at han ikke ikke personligt savnede den voldsomme eksponering, han var udsat for i sine fem år i spidsen for kriseramte SAS.

"Det er vigtigt, at have en vis synlighed i pressen, fordi medarbejderne godt vil være stolte af den virksomhed, de arbejder i. Og det bliver man bl.a., hvis man kan læse om den virksomhed, man arbejder i, i avisen," siger den adm. direktør for ISS, Danmarks næststørste virksomhed, der i dag er ejet af EQT og Goldman Sachs.

"Og så handler det om, at man som virksomhed skal være synlig, hvis man skal kunne tiltrække de rigtige medarbejdere. Ligesom vi som en stor virksomhed med mange ansatte og store offentlige kunder også har en forpligtigelse til at være synlige og åbne omkring en række forhold," siger Jørgen Lindegaard.

"Så jeg vil godt have normaliseret virksomhedens forhold til pressen".

Sammen med ejerne EQT har han besluttet, at ISS vil afholde et pressemøde i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet for 2006.

"Vi har jo kunnet se, at aviserne er begyndt at få deres junior-reportere til at skrive om ISS, fordi vi ikke længere er så vigtige efter afnoteringen. Det syntes vi er ærgerligt," siger han.

Han gjorde det til gengæld meget klart, at han bestemt ikke savner alle aspekter af pressedækningen. I SAS var aflønningen af direktionen udpenslet på hvert enkelt direktionsmedlem. Det var noget journalisterne interesserede sig for - på nærmest absurd vis, mener Jørgen Lindegaard.

"Jeg mener bestemt, det er relevant, at et børsnoteret selskab er åbne om aflønningen. Men hver eneste gang vi sendte et kvartalsregnskab på gaden i SAS, så vidste jeg, at der ikke ville gå 30 sekunder, før den første journalist ville ringe. Jeg kunne sætte et stoppeur efter det. Og spørgsmålene handlede altid om note 3, aflønningen, mens det virkede som om, at journalisterne overhovedet ikke havde en interesse i, hvordan det gik med virksomhedens udvikling. Det blev jeg træt af," siger Jørgen Lindegaard.

Som topchef i en virksomhed ejet af en kapitalfond behøver han ikke længere svare på spørgsmål om lønnen, da den ikke fremgår af regnskaberne.