13.000 reddet efter Danske Banks dankortrod - 2.000 må vente på posten

Langt størstedelen af de fejlbehæftede dankort fra Danske Bank kan nu bruges igen. 2.000 dankortejere må dog vente på et nyt med posten.

Foto: Nikolai Linares.
Læs mere
Fold sammen

Hvordan fejlen kunne ske, ved man endnu ikke i Danske Bank. Men faktum er, at man ved et uheld kom til at slette 15.000 dankort, da man skulle synkronisere sit register med Nets'.

Det resulterede i, at de berørte kunders dankort ville blive spæret, hvis ejerne brugte dem. Det problem er nu løst, fortæller Danske Bank til Business.dk, men 2.000 kunder nåede dog at få spæret deres kort.

»Vi har hastemeldt en produktion af nye kort til vores svenske leverandør. I bedste fald kan de sendes ud i morgen fredag med a-post, så kunderne har dem seneste mandag, og hvis vi er heldige allerede på lørdag,« siger Peter Kjærgaard, souschef i Danske Bank.

Hvad nu, hvis folk er på vej mod Østrig på vinterferie her i morgen, inden kortene kommer?

»Hvis der er nogen, der ikke har et internationalt kort og kun har ét kort i familien, så kan vi tilbyde internationale kort, som kan være fremme hurtigere. Ellers kan de enkelte filialer også tilbyde andre løsning. Vi tager kunderne én for én, og vi gør meget for at være fleksible,« siger Peter Kjærgaard.

Danske Bank oplyste tidligere på dagen, at der var tale om 19.000 dankort, men man har sidenhen fundet ud af, at det kun drejede sig om 15.000.