1000 SAS-ansatte slipper for lønnedgang

De cirka 1.000 fastansatte portører i SAS Ground Services (SGS) slipper både for lønnedgang, tvungen deltid og fyringer, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Ifølge en aftale mellem 3F og SGS vil en stor del af dem i løbet af vinterhalvåret kunne droppe kuffertslæberiet og sætte sig på skolebænken.

- Vi er rigtigt glade for at SAS i en hård tid evner at se fremad. Det bliver til glæde for både medlemmerne selv og deres arbejdsgiver, siger formanden for 3F i Kastrup, Henrik Bay-Clausen.

I vintersæsonen vil der hele tiden være lidt over 60 medarbejdere på uddannelse. Nogle for at tage HF-fag, andre på ordblindekurser, og en tredje gruppe vil gennemføre en erhvervsuddannelse som lufthavnsoperatør.

- Det har en kanonvirkning. Dels lærer de noget, dels giver det en faglig stolthed, at de får papir på det, de kan. Og på det punkt er vores gutter sgu ikke for godt vant, siger Hans Bech, der er driftschef i SGS.

RB-Børsen