100 danske byer har nu 4G-dækning

Telia har åbnet for sit nye supermobilnet i Næstved som by nummer 100. Priskrigen fortsætter.

En Telia-tekniker sætter 4G-udstyr op til de nye supermobilnet. Foto: Telia Fold sammen
Læs mere

Næstved bliver by nummer 100, hvor de nye supermobilnet kan bruges.

Telia, som er Danmarks tredjestørste teleselskab, har nu åbnet for sit 4G- eller LTE-net i Næstved, så man kan få internetadgang som er fem-ti gange hurtigere end de hurtigste mobilnet i dag.

Telia åbnede nærmest symbolsk sit 4G-net i Danmark i december 2010. Dengang var det kun i det indre København og det indre Aarhus, at der var forbindelse, men nu lukkes der gradvis op i større byer over hele landet - i konkurrence med TDC, som også for en måned siden åbnede sit 4G-net.

Priskrig fortsætter

Ifølge Telia selv kan 60 procent af danskerne nu få 4G-adgang på Telias net. Man skal dog ikke alle steder vente, at der er lynforbindelse uden for bykernerne.

Telia og TDC har indledt en priskrig på 4G-nettet, som kræver et særligt USB-modem, der kan håndtere de større datahastigheder. Telia sælger til stort set halv pris af TDC, som ifølge koncernchef Henrik Poulsen ikke har tænkt sig at gå med i priskrigen men satser på, at TDC-navnet og kvaliteten i TDCs net vil trække kunderne til.

Telia og Telenor, som er Danmark næststørste teleselskab, har aftalt at slå deres mobilnet i Danmark sammen. Konkurrencemyndighederne skal dog først sige god for aftalen, hvilket ventes at ske før nytår. Telenor har endnu ikke åbnet sit 4G-net for kunderne, ligesom »3«, der ejer det sidste af de fire landsdækkende mobilnet, også satser på at presse de højest tænkelige hastigheder ud af sit nuværende 3G-net.