Yale universitet beskyldes for racehygiejne

Blev engelske børn evakueret til USA under Anden Verdenskrig for at sikre, at de bedste gener overlevede krigen? Det påstår en engelsk journalist.

Her Christ Church College i Oxford. Det var 125 børn af undervisere fra netop Oxford University, der blev sendt over Atlanten til USA den 8. juli 1940 i et - ifølge journalisten Jonathan Freedland og andre - racehygiejnisk projekt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1940 blev 125 engelske børn af undervisere på Oxford University evakueret til USA, hvor de siden voksede op forskånet for Anden Verdenskrigs rædsler.

Det var imidlertid ikke næstekærlighed, der fik amerikanerne til at opdrage de børnene som deres egne – det var derimod ren og skær racehygiejnisk kalkule, som skulle sikre, at ”de bedste gener” ikke gik til nazisterne. Sådan lyder anklagen, som den engelske journalist Jonathan Freedland rejser i mandagens udgave af The Telegraph.

Historien begynder i sommeren 1940. Få uger efter, at Frankrig er faldet til de invaderende tyske kamptropper, modtog universitetslærere på Oxford Universitet og Cambridge Universitet et brev, hvori en gruppe mennesker tilknyttet universitetet i Yale tilbød, at de britiske børn kunne blive opfostret af amerikanske familier på den anden side af Atlanten. På dette tidspunkt var der en udbredt frygt blandt englænderne om, at de britiske øer snart skulle lide samme skæbne som Frankrig. Således gik det til, at 125 børn af undervisere på Oxford rejste over Atlanten den 8. juli 1940.

Var det racehygiejne?

Officielt er årsagen ”venskabet imellem uddannede mennesker”, som historikeren Ann Spokes Symonds skriver. Men enkelte af børnene og journalisten Jonathan Freedland påpeger nu, at der er grund til at mistænke eugenik, eller racehygiejne om man vil, som den bagvedliggende årsag.

I mellemkrigstiden var der mange fortalere for tanken om eugenik - ikke blot i Tyskland, men i brede dele af ”det dannede” samfund. Charles Darwins søn, Leonard Darwin, var eksempelvis en af dem, som mente, at menneskeracen kunne fremavle sine bedste eksemplarer, ved at de klogeste og stærkeste af os fik børn med hinanden, imens de ”dumme” skulle opfordres til ikke at få børn. Denne tankegang var angiveligt også central blandt den gruppe af Yale-professorer, som sørgede for plejefamilier til de britiske børn.

Påstanden baserer sig på en lang række indicier. Som det første, bemærker Jonathan Freedland, at tilbuddet om at opfostre engelske børn kun blev givet til undervisere på Englands førende universiteter såsom Oxford og Cambridge. Det er i øvrigt værd at bemærke, at ingen fra sidstnævnte universitet tog imod tilbuddet angiveligt netop på grund af en mistanke om, at tilbuddet bundede i eugenik.

Påstand bakkes op af Yale-professor

Påstanden bliver underbygget af professor i historie ved Yale Universitet, Gaddis Smith. Ifølge Gladdis Smith var tankegodset blandt den daværende ledelse af Yale gennemsyret af en racehygiejnisk tankegang.

Irving Fisher, som var økonomiprofessor ved Yale på daværende tidspunkt, var grundlægger og formand i den racehygiejniske forening "Amerikansk Eugenik Forening”, ligesom Gaddis Smith beskriver lederen af Yale, James Angell, som en ”fanatisk tilhænger af racehygiejne”.

Hertil kommer et udsagn fra et af de nu voksne britiske børn - Juliet Hopkins citeres i artiklen for at sige, at ”man søgte at redde de bedste gener”. Hun påpeger, at manden, som opfostrede hende og hendes bror ikke alene var professor i geologi ved Yale – han er også tidligere formand for “Amerikansk Eugenik Forening”.

- Således spøger mistanken her 70 år senere, slutter Jonathan Freedland.