Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kryptering er det seneste svar fra de amerikanske internetgiganter i forsøget på at sikre brugernes oplysninger mod overvågning.
Yahoo har annonceret, at selskabet i foråret 2014 vil have tilføjet kryptering til alle selskabets tjenester for at tackle den frygt, der har bredt sig i kølvandet på overvågningsskandalen i USA - og de seneste afsløringer i amerikanske Washington Post om, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA også hemmeligt skulle have aflyttet kommunikationen internt i Google og Yahoo mellem de mange interne servere i selskaberne.
Dermed følger Yahoo efter internetselskabet Google, der tidligere i år over for amerikanske Washington Post oplyste, at selskabets krypteringsinitiativer, der oprindeligt blev vedtaget i 2012, var blevet fremskyndet i sommer med henblik på at gøre det langt vanskeligere for efterretningstjenester at tilkæmpe sig adgang til data.
»Vi arbejder hårdt på at gøre os fortjent til vores brugeres tillid, og vi kæmper hårdt for at bevare den. Som I ved, har der været en række rapporteringer over de seneste seks måneder om, at de amerikanske myndigheder hemmeligt har tilgået vores brugeres data uden kendskab hos teknologivirksomheder, inklusiv Yahoo,« meddelte Yahoos topchef Marissa Mayer ifølge britiske The Guardian.
I den forbindelse annoncerede hun, at internetselskabet i foråret 2014 vil have tilføjet kryptering til alle tjenester.
Internetselskabet Google reagerede ligeledes på de seneste afsløringer - blandt andet med en annoncering af, at selskabet vil øge krypteringsgraden. Og Googles bestyrelseschef Eric Schmidt beskrev over for amerikanske Wall Street Journal afsløringerne af den hemmelige overvågning som »skandaløs« og ulovlig, hvis det er sandt, at den har fundet sted, som papirer fra den tidligere efterretningsagent Edward Snowden har angivet.
»Det er virkeligt skandaløst, at NSA kikker med mellem Googles datacentre, hvis det er sandt. De skridt, som den organisation var villig til at tage uden god dømmekraft for at forfølge sin mission og potentielt overskride folks privatliv - det er ikke i orden,« lød det fra Eric Schmidt i et interview med Wall Street Journal.
Det var Washington Post, der afslørede, at NSA har aflyttet kommunikationen internt i Google og Yahoo mellem de mange interne servere i selskaberne. NSA har afvist rapporterne.
Internetselskabet Yahoo har i den forløbne måned annonceret, at det vil vil rulle kryptering af e-mail i selskabets mailtjeneste ud som standard til januar. Tidligere i år valgte Yahoo at gøre det muligt for brugene selv at tilføje muligheden, men vil gøre det til standard.
Google har tilbudt brugerne af selskabets e-mailtjeneste Gmail at sende krypterede meddelelser siden juli 2008 og fra begyndelsen af 2010 indførte det som en standard i Gmail-tjenesten. Mens softwareselskabet Microsoft for selskabets online mailtjeneste Hotmail har tilbudt muligheden siden november 2010 - og indførte det som standard med skiftet til Outlook.com i juli 2012.