Wikipedia bedre end tung tysk encyklopædi

Det store tyske Brockhaus-leksikon kommer helt til kort med sin online-udgave over for gratis-konkurrenten Wikipedia.

Som mange danske tysk-elever vil vide, er Brockhaus-navnet næsten synonymt med "leksikon", men på nettet kan giganten ikke leve op til sit hæderkronede navn.

Det tyske magasin Stern har sammenlignet kvaliteten af online-udgaven af Brockhaus-encyklopædien med det brugergenererede opslagsværk Wikipedia.

Wikipedia i tysk version vinder suværent testen, som er udført for Stern af en videnskabelig informationstjeneste i Køln.

Testen bestod i en kvalitetsvurdering af artiklerne i de to opslagsværker om 50 helt forskellige begreber inden for mange emnekredse, fra Moses over U2 til Penicillin.

I 43 tilfælde blev Wikipedia vurderet til at have den bedste information om emnet. Det trækker ned for Wikipedia, at opslagene kunne være for omfattende og uforståelige for lægmand.

Til gengæld var der toppoint for opdaterethed til Wikipedia, hvor aktuelle begivenheder som Luciano Pavarottis død og Doris Lessings Nobelpris hurtigt tages med, mens det i Brockhaus kan vare måneder, før den type information finder vej til online-leksikonnet.

Og det er ikke på bekostning af troværdigheden, at Wikipedia er så hurtig, siger Stern. Wiki-folkene vandt også på korrekthed af informationerne.

Det koster penge at slå op i online-udgaven af Brockhaus' store 15-binds leksikon, som er den største tyske leksikonudgivelse på print. Det er gratis at bruge Wikipedia, men det forhold har ikke talt ind i kvalitetetsvurderingen.

Brockhaus-forlaget ejer også rettighederne til at udgive Duden-ordbøgerne, der indtil den tyske retskrivningsreform i 1996 havde monopol på at udgive den tyske retstavningsordbog, som offentlige myndigheder skulle rette sig efter.