Vikingernes verden vokser

En historiker tegner i en ny artikel et billede af, at vikingerne i deres velmagtsdage nåede hele vejen til Sibirien. Er billedet rigtigt, betyder det, at vikingerne rejste langt længere mod øst end hidtil antaget.

Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vikingernes rejselyst kendte næsten ingen grænser, og måske nåede de i deres velmagtsdage endnu længere omkring i verden end hidtil antaget.

Det er allerede kendt, at de fra Skandinavien nåede vidt omkring. Til Grønland og Amerika og til det østlige Rusland fra Hvidehavet i nord til Sortehavet og Det Kaspiske Hav i syd. Men ifølge den russiske historiker Svetlana Wolder nåede de endnu længere østpå i Rusland hele vejen til Uralbjergene og Sibirien.

Dermed udvider hun deres østlige udbredelse med flere tusinde kilometer og bekræfter, at vikingerne var villige til at rejse endog meget langt på plyndringstogter eller for at handle med pelsværk og skind såsom zobel, hvalrostænder og metaller.

Svetlana Wolder præsenterer sine argumenter for vikingernes fjernøstlige ekspansion i det nye nummer af det historiske tidsskrift Siden Saxo, der bliver udgivet af Statens Arkiver.

Hun mener, at vikingerne via Ishavet nåede til Sibirien, og hun baserer argumenterne på skriftlige kilder, arkæologiske fund og lokale stednavne og låneord.

Hun mener, at hun bidrager »med et nyt perspektiv på en del af vikingeverdenen, der har været glemt af forskningsverdenen«.

»Der er ikke blevet forsket meget i vikingerne i de russiske områder. I stedet er der blevet fokuseret på vikingernes ekspansion i bl.a. England og Grønland,« siger Svetlana Wolder, der bor i Danmark og er i gang med at skrive en bog om vikingerne i Rusland.

Thors hammer ved Perm

Ifølge den russiske historiker var det af sproglige og ikke mindst politiske årsager svært for vestlige arkæologer at lede efter vikingespor i det daværende Sovjetunionen.

»Det var heller ikke populært, at lokale forskere gjorde det. Men siden Sovjetunionens fald er der blevet flere penge til udgravninger, og det fører til flere fund,« siger hun.

Ifølge Svetlana Wolder er der på øen Vaigatz i Ishavet i grave fundet et sølvkors og en bronzeamulet, der kan være af skandinavisk oprindelse. Ved Perm lige vest for Uralbjergene er der gjort det hidtil østligste fund af en Thors hammer. I Salehard øst for Uralbjergene er der fundet et spænde, der formentlig stammer fra en lokal vikingegrav. Endnu længere mod øst i Sibirien, ved Omsk mellem floderne Itisch og Ob, er der fundet et tveægget sværd fra 1000-1200-tallet med bl.a. nordiske ornamenter.

Men kan genstandene ikke være bragt dertil af lokale og ikke nødvendigvis vikinger?

»Jo, men jeg er ret sikker på, at vikingerne har været der. Der er gjort mange fund, som jeg ikke nævner i min artikel,« fortæller hun.

Svetlana Wolder fremhæver, at der også er sproglige levn efter nordboerne langt mod øst. F.eks. indgår personnavne som Grim, Tyr og Harald flere steder fortsat i stednavne i områder ved Hvidehavet og Barentshavet i den sydlige del af Ishavet. Dertil kommer, at båt betyder båd på komisproget i det nordlige Ural.

Professor på Aarhus Universitet og ekspert i vikinger Else Roesdahl bekræfter, at vikingerne nåede langt omkring. Derfor »kan de også være nået til Sibirien«, som hun udtrykker det. Ifølge professoren er det i givet fald »kun enkelte ekspeditioner eller handelsmænd«, der er nået så langt.

»Men man skal være forsigtig med at drage for sikre konklusioner, og man skal undersøge vidnesbyrdene nøje,« sige Else Roesdahl og tilføjer, at hun endnu ikke har læst artiklen i Siden Saxo.