Video: Samsungs ur er en lille flig af fremtiden

Engang imellem føles det med Samsungs smarte ur som at tage et skridt ind i fremtiden. Men oftest føles det desværre som to skridt tilbage.

Engang imellem føles det med Samsungs smarte ur som at tage et skridt ind i fremtiden. Men oftest føles det desværre som to skridt tilbage. Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dick Tracy havde et. James Bond ligeså. Og nu kan du også få dit eget spion-ur. Samsungs nye ur, Galaxy Gear, er, kort beskrevet, din telefon, diktafon, skridttæller og kamera presset godt og grundigt sammen, så det ikke fylder mere end et ur.

Det betyder i praksis, at dit ur bliver en forlængelse af din smartphone, direkte på dit håndled. Og på nogle området fungerer det rigtig godt.

Kameraet er, trods sine beskedne 1,9 megapixels, overraskende godt. Især udendørs, hvor der er godt med lys. Dog præsterer uret også fint indendørs og under dårlige lysforhold, selvom billederne her bliver noget grynede.

Særdeles smart er det, at uret sender dine fotografier direkte til telefonen, hvor du så kan redigere dem eller dele dem på de sociale medier. Billedeksempler taget med Gear kan ses i toppen af artiklen.

Selve brugerinterfacet er Samsung også sluppet godt fra. Man bliver hurtigt vant til at navigere i uret ved at »swipe« fra side til side. Uret er sådan indrettet, at skærmen automatisk tænder, når du drejer håndleddet. Ellers er skærmen slukket og kan aktiveres med en knap på siden.

Meget agent-agtigt er det også, at man kan ringe og modtage opkald direkte på uret. Dog med det forbehold, at uret skal have bluetooth-forbindelse til en telefon. Det betyder, at de to enheder ikke kan være længere væk end omtrent fire til seks meter fra hinanden. I uret sidder både mikrofon og højttaler, så det er muligt at føre samtaler ved at holde telefonen op til øret.

Selve designet af uret er Samsung også sluppet godt fra. Det er, modsat Samsungs telefoner, ikke lavet i plastik, men i stedet aluminium og tykt gummi, hvilket gør, at uret føles gedigent.

Viser forkert tid

Der er dog også nogle ret markante »smuttere« ved uret, som hæmmer brugen temmelig meget.

For det første, og som det mest graverende, så er uret under testperioden et par gange gået i stå og har vist et forkert tidspunkt. Efter en genstart vises tiden korrekt igen, men det er alligevel trist, at det at vise tiden, som stadigvæk må siges at være et urs primære funktion, ikke fungerer optimalt. Fejlen kan givetvis rettes med en softwareopdatering, men det burde fungere fra start.

Uret virker også kun med et fåtal af telefoner. Nemlig Samsungs Galaxy S3, S4, Note II og Note III samt Note 10.1 (2014-modellen). Det betyder, at uret ikke er for alle, og det betyder også, at det er en noget større investering, hvis man samtidig skal erhverve sig en af telefonerne på listen, hvis man har set sig varm på Galaxy Gear.

Og når vi er ved prisen, så er Gear ikke helt billigt. Uret står til omkring 2.500 danske kroner. Det er 1.000 kroner mere end Sonys Smartwatch 2, som godt nok ikke har kamera, men ellers minder meget om Gear. Og omkring 1.500 kroner mere end det smarte ur, Pebble.

Endelig mangler der også flere apps til Gear. Ved nye platforme skal der altid udvikles et ordentligt økosystem, hvorfor manglen på apps er meget naturlig. Men for forbrugeren betyder det, at Gear indtil videre er ret begrænset i brug.

Noget andet, der hæmmer, er batteritiden. Gear holder strøm mellem en og to dage, alt efter hvor intensivt det bruges. Især kameraet tømmer hurtigt batteriet. Det betyder, at du skal vænne dig til at have laderen med, hvis du er afsted mere end en dag.

Et skridt frem og to tilbage

Der er ingen tvivl om, at Gear er et vidnesbyrd om, hvad fremtiden bringer. Samtlige store producenter arbejder på teknologi, som kan bæres på kroppen, såkaldt »wearable technology«, og her er Galaxy Gear, sammen med Google Glass, et af de første produkter til for alvor at materialisere sig.

Det er enormt futuristisk at tale direkte til håndleddet, skifte nummer i Spotify på cykelturen, og tage et billede uden at bøvle med telefonen. Det er langt mindre påtrængende, og det er rart ikke at skulle tage stilling til og kigge på sin telefon hvert andet sekund, som vi er blevet vant til.

Men en ting er at være et vindue til fremtiden. Noget andet er at være ægte anvendeligt og virkelige noget, som giver mening at bruge. Og her er Gear der ikke endnu. Det føles i høj grad som et første generations produkt, hvilket det også er.

Med næste, eller måske tredje generation af uret, vil Samsung have tid til at forbedre ting som batteritid og måske en bredere kompatibilitet. Til den tid vil både Google og formentlig også Apple have lignenden produkter på markedet.

Lige nu er Gear et lille skridt ind i fremtiden. Men det meste af tiden er det to skridt tilbage.