Videnskabet: Virusdøden kommer!

Foreløbig er der mere grund til at frygte græspollentallet end WHO, når næsen begynder at løbe.

Coronavirus under mikroskopet. ARKIV. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO

Der lyttes andægtigt verden over, når verdenssundhedsorganisationen WHO og dens frontkvinde, generaldirektør Margaret Chan, udsender advarsler.

For få dage siden udtalte hun således, at den nye SARS-lignende corona-virus »er en trussel mod hele verden«.

Og hun tilføjede: »Alarmklokkerne ringer, og vi må reagere.«

Uha-uha tænker man straks, hvorefter man nervøst begynder at spekulere over, om de seneste dages småsnøften vil udvikle sig til uhelbredelig lungebetændelse, nyresvigt og en smertefuld død i feberkramper og eget opkast.

Der er naturligvis al mulig grund til at udvise forsigtighed og tage allehånde forholdsregler i brug, når en hidtil ukendt og livstruende virus, som man ikke har vaccine imod, viser sit grimme ansigt. Man bør for alt i verden undgå en pandemi – altså en global epidemi, som gør folk alvorligt syge kloden rundt og lægger millioner i graven.

Men må vi ikke bede om at få perspektiverne med?

Faktum er, at i skrivende stund er 30 døde af den nye corona-virus med navnet nCoV, langt de fleste i Mellemøsten.

Faktum er, at der trods mangel på en vaccine efter alt at dømme allerede findes en ret effektiv medicin mod virussen, nemlig interferoner – proteiner, der stimulerer immunsystemet, og som bl.a. anvendes til behandling af smitsom leverbetændelse.

Og faktum er, at der ikke er tale om en influenza, men om en – ganske vist alvorlig og hidtil ukendt – forkølelseslignende virus.

Margaret Chan er kendt for at slå hårdt på dommedags-gongongen – også hårdere end det synes nødvendigt.

I forsommeren 2009 slog den hongkongfødte WHO-chef global alarm, erklærede svineinfluenza H1N1 en pandemi – den første af slagsen i fire årtier – og udtalte, at »hele menneskeheden er truet under en pandemi.«

Generaldirektørens udtalelse faldt, da der var 26 døde på verdensplan som følge af H1N1-virus og dermed i en situation, der er parallel med den aktuelle.

EU-Kommissionens daværende generaldirektør for sundhed, Robert Madelin, fulgte trop: »Ja, folk vil dø af det. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt folk vil dø, men mere et spørgsmål om hvor mange. Vil det være hundreder, tusinder eller titusinder?« lød det fra Robert Madelin.

Man kan sådan set godt argumentere for, at de begge fik ret. Nye skøn siger således, at mindst 150.000 mennesker verden over omkom af virussen – langt flere end det oprindelige tal på ca. 18.500, der udelukkende baserede sig på positivt bekræftede tilfælde.

Men tingene bør som sagt sættes i perspektiv.

På verdensplan omkommer i forvejen omkring en halv mio. mennesker, hver eneste gang en almindelig sæsoninfluenza får fat. Herhjemme døde godt 30 mennesker i 2009-10 som følge af H1N1-infektion, hvilket er omtrent 50 gange færre, end man typisk ser under en gængs sæsoninfluenza i Danmark. Og da en corona-virus sidste gang skabte global panik, nemlig under SARS-epidemien i 2002-03, omkom færre end 800 mennesker på verdensplan, fordi man relativt hurtigt blev i stand til at diagnosticere og isolere smittede.

Tilsvarende – og endnu mere effektive – metoder til hurtigt at kunne diagnosticere den nye corona-virus er allerede implementeret i sundhedssystemer verden over, herunder også i Danmark.

For medicinalindustrien er det imidlertid fuldstændig afgørende for bundlinjen, hvordan WHO reagerer på truende sygdomsudbrud.

De uhyre omfattende nationale vaccineprogrammer, der blev sat i værk, da WHO i 2009 erklærede H1N1 for en pandemi, skaffede medicinalfirmaer ordrer på mindst 55 mia. kr.

Efterfølgende blev det afsløret, at nogle af de viruseksperter, som WHO lod sig rådgive af, stod på flere af verdens største medicinalvirksomheders lønningsliste, herunder GlaxoSmithKline og Novartis.

Bagefter viste det sig endog, at dødeligheden i Polen, der ganske opsigtsvækkende helt undlod at iværksætte et nationalt vaccineprogram mod H1N1-influenzaen, var lavere end i blandt andet Sverige, Norge og Finland, hvor omkring halvdelen af befolkningen blev vaccineret.

Herhjemme blev kun seks procent af befolkningen vaccineret, men dødeligheden herhjemme var ikke højere end i vores nordiske nabolande.

Man må håbe, at WHO og Margaret Chan i den nuværende situation ikke har ladet sig løbe over ende af panisk tale fra eksperter, der modtager millioner fra store medicinalkoncerner.

Men man må selvfølgelig også håbe, at den nye corona-virus ikke for alvor udvikler sig epidemisk til fare for verdensbefolkningens liv og sundhed.

Det er, indrømmet, en vanskelig balanceakt for FNs magtfulde sundhedsorganisation. Men den bør kunne udføres med en højere grad af retorisk elegance, end vi i øjeblikket er vidne til.

Foreløbig er der i hvert fald mere grund til at frygte græspollentallet end WHO, når næsen begynder at løbe.