»Viden er ikke noget værd, hvis den kun ligger på min computer«

Årets dansker 2018: For professor Sebastian Mernild skal viden om verdens klimatilstand ud til befolkningen, og det gør han så fremragende, at han nu kan blive årets dansker.

Allerede på universitetet blev Sebastian Mernild gradvist sporet ind på det arktiske område – på gletsjere og deres sammenhæng med klimaet og vandets kredsløb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Danmark har mange fremragende klimaforskere, også i international klasse.

Men hvad vi nok har manglet herhjemme, er en ekspert, som ikke bare kan sit stof, men som også kan trænge gennem skærmen og ind i hjemmene og dermed gøre klimaforandringerne og deres konsekvenser begribelige for os alle. Og det vel at mærke uden at gå på kompromis med de videnskabelige kendsgerninger.

En sådan forsker har nu manifesteret sig, og hans navn er Sebastian Mernild.

Utallige er de gange, han i de seneste par år har stillet op i radio og TV for på sin egen indtrængende og pædagogiske facon at orientere seere og lyttere om alt fra gletsjerafsmeltninger over globale temperaturstigninger til klodens utilstrækkelige indsats for at reducere udledningerne af drivhusgasser.

Han er ganske enkelt – som det hedder i Berlingskes indstilling af ham til Årets dansker 2018 – den person herhjemme, som »stærkere end nogen anden har bidraget til at sætte klimaet på den globale dagsorden«.

»Vi begynder at se en tendens mod, at tingene speeder op. Det er ligesom tandhjul. Når du drejer på ét, begynder de andre at dreje med, og det bekymrer mig.«


Tilmed har professoren formået at gøre det med udgangspunkt i et andet land, nemlig Norge, hvor han siden december 2016 har stået i spidsen for et af Nordens førende centre for klimaforskning, det såkaldte Nansen Center i Bergen. Ja, han er endda blevet tilknyttet FNs klimapanel IPCC som hovedforfatter på et større kapitel i panelets kommende storrapport.

Som han selv forklarer:

»Viden er ikke noget værd, hvis den kun ligger på min computer, og jeg har fundet ud af, at når man skal ud og formidle til hr. og fru Danmark, så er det ikke teknikken, de hænger sig i. Det er de generelle linjer samt det, at man kan trække perspektivet til noget, folk kan relatere sig til i deres hverdag. Du skal tale til folk i deres øjenhøjde.«

Startede i forsvaret

Der er ikke mange forskere, som i en alder af bare 46 år både kan kalde sig professor og administrerende direktør. Tilmed lå det ikke umiddelbart i kortene, at Sebastian Mernild skulle gå den naturvidenskabelige vej.

Sebastian Mernild er nomineret til Årets dansker for at være den dansker, som stærkere end nogen anden har bidraget til at sætte klimaet på den globale dagsorden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

I barndommens Odense solgte hans far kunst og ægte tæpper, moderen var lægesekretær og sygehjælper, og da han havde afsluttet gymnasiet, søgte han ind i Forsvaret, hvor han fik en reserveofficersuddannelse.

»Da jeg lå derude i naturen med græs i hjelmen og maling i hovedet, slog det mig, hvordan landskabet er bygget op. Som militærmand bruger man landskabet til at finde ud af, hvordan man bedst kan baske fjenden tilbage. Men pludselig blev jeg stærkt interesseret i, hvorfor der er fjorde og højdedrag og søer, hvorpå jeg søgte ind på naturvidenskab på Københavns Universitet.«

Det skulle blive starten på en videnskabelig og stærkt internationalt orienteret karriere.

På universitetet blev han gradvist sporet ind på det arktiske område – på gletsjere og deres sammenhæng med klimaet og vandets kredsløb. Og sidenhen med udpræget fokus på de ofte meget komplekse klimamodeller, som forskerne anvender, når de skal beregne konsekvenserne af stigende temperaturer.

Efter flere studierejser i Grønland blev han tilbudt en stilling i et af klodens stærkeste arktiske forskningsmiljøer, The International Arctic Research Center i Fairbanks lige i hjertet af USAs største og koldeste stat, Alaska.

Her blev han udsat for temperaturer på helt ned til nærmest livstruende 55 minusgrader, og sammen med kolleger drog han helt op til Alaskas nordkyst for at lave snemålinger ved Ishavet.

I 2009 skiftede han imidlertid polarjakken ud med shorts og T-shirt, da han sammen med sin danske kone og deres første barn drog til det store og tidligere tophemmelige Los Alamos-forskningscenter i New Mexico – netop dér, hvor den danske kernefysiker Niels Bohr i begyndelsen af 1940erne ydede et beskedent bidrag til udviklingen af den første atombombe: det såkaldte Manhattanprojekt.

For Mernild handlede hverdagen dog ikke om kernevåben, men om klimamodelleringer, og fire år senere rejste han med familien til et ganske andet klima: den sydchilenske havneby Valdivia, hvor han fik job som topklimaforsker ved forskningscenteret Centro de Estudios Cientificos.

Her blev Arktis udskiftet med Antarktis samt med sneen og isen oppe i de majestætiske Andesbjerge, hvilket gav ham indsigt i de forandringer, der sker på det, som videnskaben kalder for den tredje pol – de helt store bjergkæders voluminøse, men generelt svindende depoter af is, som forsyner klodens mægtigste floder med vitalt ferskvand.

I 2016 blev hjemveen imidlertid for stor. Familien købte hus i Odense og vendte hjem uden fast job på hånden. Men kort efter hjemkomsten blev først et professorat og dernæst en direktørstilling  i Norge en realitet for Sebastian Mernild, som siden har pendlet mellem Bergen og Odense i weekenderne.

Vi kommer til at tilpasse os

Al denne forskning har ikke blot ført til omkring 80 artikler i internationale forskningstidsskrifter. Den har også givet ham en fuldstændig håndgribeligt indsigt i de hastige klimaforandringer, som mennesker i meget vid udstrækning er årsag til. Som han forklarer:

»I Østgrønland har vi nogle kernelokaliteter, som vi vender tilbage til, og hvert år er der sket markante forandringer. Isranden trækker sig i gennemsnit 16-17 meter tilbage om året. Men vi ser det ikke kun i Østgrønland. Vi ser noget tilsvarende i Nordvest- og Sydgrønland, på Baffin og på Ellesmere Island, i Alaska, Svalbard og helt ovre på den russiske Kamtjatka-halvø. Gletsjere mister masse og bidrager dermed til et stigende havniveau.«

Er du bekymret for den fremtid, som dine børn går ind til?

»Ja. Samfundet skal nok overleve, men det vil blive påvirket, og vi kommer i stigende grad til at tilpasse os. Spørgsmålet er, hvor ekstremt det bliver, og her er jeg bekymret. Tag bare havniveauet, som gennem mange år steg med 3,2 mm om året, men som i de seneste fem år er steget med 4,8 mm i årligt gennemsnit. Vi begynder at se en tendens mod, at tingene speeder op. Det er ligesom tandhjul. Når du drejer på ét, begynder de andre at dreje med, og det bekymrer mig.«

Du flyver en del – til klimakonferencer og til og fra Bergen. Hvordan har du det med det?

»Ikke specielt godt. Men klimaforskning er en global videnskab, og derfor må vi i sagens natur rejse en del rundt for at fremskaffe viden. På Nansen forsøger vi dog at begrænse flyvningen med udstrakt brug af bl.a. Skype, men jeg skal ikke gøre mig hellig.«

Endelig retter Sebastian Mernild kritik mod Danmarks manglende koordinering af klimaforskning:

»Efter at Danmarks Klimacenter under DMI blev lukket, har der ikke eksisteret et nationalt klimacenter, som kan bygge bro mellem dansk ekspertise, udenlandsk klimaforskning og med befolkningen. Det er en udpræget mangel, bl.a. i lyset af, at vi lige har haft den tørreste sommer siden 1874 herhjemme.«