Vi konfronteres aldrig med massedøden på danske slagterier

Sidste år slagtede vi herhjemme cirka 18 millioner mink, en halv million kreaturer, over 100 millioner kyllinger og 19 millioner svin. Det er en virkelighed, vi i vidt omfang fortrænger.

Når svineslagterierne i Danmark kører på fuld tryk i dagtimerne, tømmer vi omkring 8.000 grise for blod i timen. Det er op mod 140 i minuttet. To en halv gris i sekundet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den måske mest chokerende oplevelse i mit liv var fem dage som slagteriarbejder i Australien i begyndelsen af 1982.

Jeg var 20 år og havde rejst rundt i det gæstfrie land i fire-fem måneder – og var begyndt at løbe tør for penge.

I Carnarvon, en støvet flække med 4.000-5.000 indbyggere omtrent 1.000 kilometer nord for Perth i Western Australia, var »heldet« med mig. Jeg landede et midlertidigt job på det lokale slagteri.

Slagteriet var ikke stort, men de gik til den. Fra oplandet strømmede det ind med får, som af hensyn til den mellemøstlige eksport skulle halalslagtes. En af mine opgaver blev derfor at tage et hårdt greb om benene på hvert enkelt får, så en slagteriarbejder uhindret kunne skære halsen over på dem. Blodet sprøjtede ud over mine underarme, mens de pelsede kræ kæmpede for livet af alle kræfter.

Hver dag skulle der også slagtes fire-fem kreaturer for at dække lokalområdets hunger efter bøffer. Bevæbnet med en elektrisk stav skulle jeg derfor gå udenfor til folden og med elektriske stød bagi genne hver enkelt ko ind i den blodstinkende slagtehal.

Når den skræmte ko var indenfor, skulle jeg skynde mig væk. For få meter borte tog en slagteriarbejder sigte med en riffel og plantede en kugle midt i panden på det store dyr, som straks kollapsede på gulvet. Derefter blev det hevet op med kæder fra loftet og straks skåret midt over på bugen, så indvolde og maver væltede ud på gulvet med et højlydt plask.

Derefter havde jeg to centrale gøremål. Det ene var at samle de tunge, stinkende masser af indvolde op og smide det ud på det åbne lad af en lastbil, der holdt udenfor med flueflokke summende omkring i 35 graders varme. Det andet var at bære store plastikkurve fyldt med fårehoveder derud.

Ufattelig blodig virkelighed

Jeg glemmer aldrig synet af de utallige fåreøjne, der »stirrede« på mig nede fra kurven. I flere uger bagefter kunne jeg ikke spise kød.

Alligevel var det en sund oplevelse. For med egne øjne fik jeg realiteten bag supermarkedets sterile pakker med bøffer, koteletter og kødpålæg at se. At der er en nærmest ufattelig blodig virkelighed bag vores kødhunger.

 

En tilsvarende virkelighed findes i rigt mål i Danmark. Lad mig remse op:

Sidste år slagtede vi herhjemme cirka 18 millioner mink, en halv million kreaturer, over 100 millioner kyllinger og 19 millioner svin.

Men det er en virkelighed, vi i vidt omfang fortrænger. Tag bare svinene.

Når svineslagterierne i Danmark kører på fuld tryk i dagtimerne, tømmer vi omkring 8.000 grise for blod i timen. Det er op mod 140 i minuttet. To en halv gris i sekundet. Alene på det store svineslagteri i Horsens aflives og slagtes 1.200 svin i timen.

Landbruget vil sandsynligvis protestere, hvis man kalder slagterierne for døds­fabrikker. Ikke desto mindre er aflivningsprocessen fuldt automatiseret og bag hele den blodige fabriksrytme ligger en uhyre gennemtænkt og forskningsbaseret metode.

Ved ankomsten til slagteriet bliver de typisk bare fire en halv måned gamle slagtegrise ført ind i en »ankomsthal« med små folde. Efter et par timer bliver de i hold på seks-otte ad gangen gennet hen mod en stor elevator, som internt ofte kaldes for gondolen. Men det er ikke nogen Tivoli-ballongynge, for den fører næsten direkte ned til dødsriget.

Stik, tappe blod, næste

Svinene aner formentlig intet om, hvad der venter dem. Som flokdyr er det kun trygt for den enkelte gris at vralte i halen på den næste hen mod elevatoren.

I bunden af elevatoren er der kuldioxid i så høj en koncentration, at stort set al ilt er fortrængt. Her opholder grisene sig i et par minutter, hvilket får dem til at besvime. Derefter løftes elevatoren, og svinene ruller ud som tunge kartoffelsække: livløse og uden reflekser, men stadig med bankende hjerter.

De ca. 100 kilo tunge kroppe hænges derefter op i kroge i benene og trækkes via kæder i loftet til den egentlige aflivning, hvor en slagteriarbejder stikker grisene dybt i halsen med en kniv forbundet med en slange. Stik, tappe blod, næste. Stik, tappe blod, næste.

Der bør ikke gå mere end 90 sekunder, fra grisene ruller ud, til de bliver stukket. Ellers risikerer man, at de vågner af bedøvelsen.

Når slagteriarbejderen stikker en gris, fører han kniven ind i forreste del af brystindgangen og ned mod hjertet. Grisens blodtryk falder med det samme, og efter 15 til 25 sekunder har den mistet så meget blod, at hjernen kollapser af iltmangel, og grisen dør.

På de sociale medier spredes der masser af film og billeder af blodige grindedrab. Men vi konfronteres så at sige aldrig med massedøden på danske eller udenlandske slagterier. For havde vi den virkelighed tæt inde på livet, ville det forstyrre vores billede af de indbydende koteletter og pølser under plastikfolien i supermarkedets kølediske.