Vi flyver kloden i sænk til discountpris

Stemning fra flykabine ombord på en Air Berlin flyvning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det har aldrig været billigere at komme på global langfart.

En returbillet fra København til Bangkok kan – med en enkelt mellemlanding – erhverves for under 4.000 kr. Ja, det er endda muligt at flyve til New York og tilbage igen for lige omkring 2.000 kr.

I en flyvemaskine er der imidlertid lige knap 9.000 kilometer til Bangkok – og lige så langt hjem igen. Oppe i cruisehøjden brænder en Boeing 747 omkring 10.000 liter brændstof af i timen, og det betyder, at den enkelte flypassager på en rejse fra København til Bangkok og retur er ansvarlig for et CO2-udslip på omkring to ton. Det svarer nogenlunde til 30 procent af en gennemsnitsdanskers årlige CO2-udslip.

Bag den kendsgerning ligger det i virkeligheden nervepirrende forhold, at vi i den rige verden frem mod 2050 bør reducere vores udslip af drivhusgasser med hele 90 procent. Mindst. Altså til maksimalt en tiendedel af nutidens niveau. Derefter bør det globale udslip være praktisk taget nul (0).

Ellers kan vi ifølge videnskaben og dens detaljerede beregninger vinke farvel til alle forhåbninger om at holde os på den bare nogenlunde sikre side af grænsen til såkaldte farlige og uafvendelige klimaforandringer.

Alligevel rasler priserne ned på flyrejser, passagervæksten er nærmest eksplosiv, og hver eneste dag sætter omkring ti mio. mennesker verden rundt sig til rette i et flysæde.

Hvis væksten får lov at fortsætte uhæmmet, kan flytrafikkens andel af de globale emissioner stige fra de nuværende cirka to procent og helt op til 25 procent i 2050, viser beregninger fra den internationale luftfartsorganisation ICAO. Dertil kommer det forhold, at hverken fly- eller skibstrafikken er indeholdt i FNs omfattende klimaaftale fra Paris, der netop er blevet fuldt ratificeret, hvorved den kan ophæves til international lov fra 2020.

Det siger sig selv, at det ikke holder. Af samme årsag har lande og flyselskaber i årevis været under et stigende pres for at udfærdige en CO2-reduktionsplan, der harmonerer med videnskabens anbefalinger. Og den er efter flere års intense forhandlinger landet nu. Eller rettere: Det forholdsvis skrøbelige skelet til den har set dagens lys.

Ifølge planen, der blev vedtaget på et ICAO-møde i Montreal i Canada, lover klodens lande, at udledningerne fra fly i 2035 skal være reduceret til samme niveau som i 2020. Det indebærer, at al udledning over niveauet i 2020 skal modsvares af en tilsvarende drivhusgas-reduktion, f.eks. med plantning af træer, der optager CO2 under væksten.

Aftalen er imidlertid frivillig frem til 2027 og anses af miljøorganisationer som et uambitiøst kompromis, der slet ikke harmonerer med Paris-klimaaftalens ambitioner om at holde den globale temperaturstigning på under to grader.

Ifølge aktuelle beregninger fra den internationale sammenslutning for lufttransport, IATA, vil antallet af flypassagerer være fordoblet om bare 17 år og nå syv mia. årligt. Der synes umiddelbart ikke at være elementer i den nye fly-klimaaftale, der udgør nogen nævneværdig hindring for at nå det mål.

Der er med andre ord ikke meget, der tyder på, at din flyrejse til New York eller Bangkok vil blive væsentligt dyrere i det kommende årti som følge af støt stigende grønne afgifter. Ifølge IATA peger alt tilmed på, at prisen for en flybillet vil falde i det kommende halve års tid som følge af lave oliepriser og intens international konkurrence.

Så du, jeg og klodens øvrige flypassagerer vil fortsat kunne blæse på klodens fremtid til discountpris, mens vi beundrer vores skrøbelige blå planet oppe fra højderne.

Men om 20, 30 eller 40 år kan de eksotiske rejsedrømme meget vel briste. Med mindre Airbus eller Boeing hurtigt formår at skabe en teknologisk revolution med udvikling af klimamæssigt helt grønne passagerfly med lang rækkevidde, herunder rene el-fly. Men det er nok bare science fiction.