Verdens største spyttende kobra

Slangeeksperter har opdaget en ny art spyttende kobra, der kan blive op til 2,6 meter lang og har så meget gift, at et enkelt bid er nok til at slå 20 mennesker ihjel.

Den spyttende kobra lever i kystområderne i det østafrikanske land Kenya, oplyser naturbeskyttelsesorganisationen WildlifeDirect. Den blev første gang registreret på en slangefarm i 2004, men først nu er den blevet identificeret som en selvstændig art.

Den bliver af eksperterne beskrevet som den største art af spyttende kobraer i verden.

Slangen kan i et enkelt bid udtømme 6,2 milliliter gift fra sine giftkirtler, hvilket gør den til en af de giftslanger i verden, der kan levere allermest gift i et enkelt bid.

Den store kobra, eller brilleslange, lever ud over Kenya også i dele af Uganda, Somalia og Etiopien.