Verdens kraftigste rumteleskop skal erstatte kendt satellit

Rumteleskopet Hubble har leveret spandevis af fantastiske billeder af universet. Nu er dets arvtager ved at blive bygget – og det bliver en værdig en af slagsen.

Foto: HO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

James Webb-teleskopet skal tage over efter rumteleskoppet Hubble, der har leveret mange af vores allerbedste billeder af universet.

Det nye og meget kraftigere teleskop skal først og fremmest se efter infrarødt lys fra universets tidlige leveår – de første stjerner og galakser, der blev dannet efter Big Bang.

Se flere fascinerende videoer med teleskopets tilbliven hos Videnskab.dk.

Men James Webb skal også bidrage med oplysninger om dannelsen af stjerner og planetsystemer, og det skal rettes mod eksisterende planeter i vores eget solsystem og mod jordlignende planeter, der kredser om andre stjerner.

Selvom den planlagte opskydning ikke er før om næsten fire år, så er det, der skal blive til verdens kraftigste teleskop, inde i sin sidste fase af byggeriet.

Læs også hos Videnskab.dk: James Webb-teleskopet består årets første prøve

For nylig blev den sidste del af det, som NASA-forskerne kalder teleskopets hjerte, installeret.

Near-InfraredSpectograph (NIRSpec) er et instrument, der kan følge med på 100 objekter i rummet på samme tid.

En spektrograf er en slags farvemåler, der blandt andet bruges til at finde ud af, hvilke stoffer ting i rummet er lavet af.

NIRSpec er hovedsageligt bygget af Airbus Defence and Space i Tyskland. Instrumentet vejer næsten 200 kilo.

Det betyder, at teleskopets Integrated Science Instrument Module (ISIM) nu indeholder alle instrumenterne, der skal være med.

Læs også hos Videnskab.dk: Danmark skal være med til at bygge verdens største teleskop

Før NIRSpec kunne sættes ind, måtte instrumentet NIRCam også ind i ISIM. NIRCam er instrumentet, der skal opfange forstyrrelser, så spejlene og de andre sensorer i teleskopet bliver indstillet korrekt.

Teleskopet er et samarbejde mellem NASA, det canadiske rumprogram og det europæiske rumprogram.

Det er opkaldt efter James Webb, der ledte NASA fra 1961 til 1968 i den spændende tid lige før den første månelanding.

Men James Webb-teleskopet er ikke helt færdig, og byggeriet på Goddard Space Center uden for Washington fortsætter.

Læs også hos Videnskab.dk: Dansk teleskop skal finde liv i rummet