Verdens bedste nyhed

For tre årtier siden var der grund til at frygte, at vores utallige køleskabe og spraydåser ville få ubehagelig konsekvenser. Sådan er det ikke længere.

Den vellykkede indsats for at bevare ozonlaget i stratosfæren 20-30 km over jorden udspringer af den eneste virkeligt succesrige internationale miljøaftale. Foto: NASA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidens bedste nyhed har positive implikationer for store dele af livet på Jorden. Og den dokumenterer, at internationale aftaler virker. Når blot der er vilje bag.

Nyheden er, at ozonhullet over Antarktis ville have været cirka 40 procent større i dag, hvis ikke CFC-gasser langsomt var blevet udfaset gennem de seneste godt 20 år. Altså de gasser, som vi brugte i gamle dage som drivmiddel i spraydåser og ikke mindst som kølemiddel i køleskabe og airconditioneringsanlæg.

Også ozonhullet over Arktis ville have været markant større. Hvis ikke CFC-gasserne var blevet udfaset, ville det arktiske ozonhul i dag være så stort, at det ville påvirke selv Nordeuropa og dermed Danmark. Det viser en detaljeret simulering, som britiske forskere har udført.

Historien om udfasningen går tilbage til 1973, da to skarpsindige kemikere, mexicaneren Mario Molina og amerikaneren Frank Sherwood Rowland, begyndte at forske i CFC-gassers påvirkning af Jordens atmosfære. I den forbindelse opdagede de en bekymrende kemisk reaktion.

De kunne se, at molekylerne i CFC-gasser er så stabile, at de kan overleve turen op til stratosfæren 20-30 km over jorden. Her begynder de imidlertid at blive ødelagt af ultraviolet stråling, og i den forbindelse udskiller de klor – et grundstof, som går i forbindelse med og begynder at nedbryde den store koncentration af ozon oppe i stratosfæren.

Det var bekymrende, for ozonlaget virker som et effektivt filter for livet på Jorden mod den usynlige ultraviolette stråling fra rummet.

På den baggrund begyndte forskerne at frygte, at voksende mængder ultraviolet stråling ville kunne forårsage en stigning i antallet af tilfælde af hudkræft og nedsat syn samt afsvitsede alger i havene og ditto afgrøder på markerne.

Der var med andre ord grund til at frygte, at vores utallige køleskabe og spraydåser ville få ubehagelig konsekvenser for såvel vores sundhed som for store dele af Jordens biologi. Videnskabsmændenes forskningsresultat blev imidlertid mødt med voldsom modstand fra industrien, ikke mindst den amerikanske kemigigant DuPont, der blandt andet kaldte resultatet for »vrøvl« og »science fiction«.

Men året efter udgav det amerikanske videnskabsakademi en rapport, der bakkede op om de senere Nobelpristagere Molinas og Rowlands resultater, og da britiske forskere i 1985 opdagede, at der rent faktisk var et stort ozonhul over Antarktis, begyndte der at komme skred i tingene. Miljøorganisationer, befolkninger og politikere blev bekymrede.

Resultatet blev den såkaldte Montreal­aftale, der blev vedtaget i FN-regi i 1987 med henblik på udfasning af CFC-gasser og andre lignende stoffer, som kan nedbryde ozonlaget.

Aftalen er efterhånden blevet underskrevet af 197 lande, den er juridisk bindende og er som sådan den første sandt internationale af slagsen.

En anden kendt international miljøaftale, Kyotoprotokollen fra 1997, når den end ikke til sokkeholderne. Den er ganske vist underskrevet af 192 lande, men kun en række af de gamle industrilande og end ikke USA skal overholde de aftalte CO2-reduktionsmål. Endvidere er reduktionerne så små, at de næsten ingen målbar effekt har på Jordens klima.

 

Men Montrealaftalen har haft en effekt: Det beskyttende ozonlag er langsomt, men sikkert ved at genfinde fordums højder, og ozonhullerne ville have været meget større, hvis ikke det havde været for Montreal.

I dag er der nøjagtig et halvt år til, at verdenssamfundet mødes med det formål at indgå den vigtigste internationale aftale i hele efterkrigstiden. Det drejer sig om FN-klimatopmødet COP21 i Paris, hvor alle klodens lande skal enes om bindende CO2-reduktionsmål med det formål at forsøge at holde den globale temperaturstigning under to grader.

Der er desværre ikke det store håb om, at verden bliver i stand til at gøre Montreal kunsten efter i Paris. For det første er forsøget gjort én gang før, på dunderfiaskoen COP15 i København i 2009. For det andet bliver der i modsætning til Montreal næppe tale om en juridisk bindende aftale. Det vil sige en aftale, der er gennemsyret af internationale kontrolmekanismer og omfattende straffeforanstaltninger for at sikre, at alle lande overholde deres reduktionsforpligtelser.

Den slags vil efter alt at dømme være uspiselig for store udviklingslande og ditto udledere som Kina og Indien og formentlig også USA. Hvorfor verden må stille sig tilfreds med en politisk aftale i stedet. Det vil sige en aftale, hvor stats- og regeringschefer giver hinanden håndslag på, at de nok skal overholde klimaaftalen til punkt og prikke. Og så må man ellers bare stole på hinanden.

Det vil naturligvis være bedre end ingen ting. Og for den sags skyld bedre end resultatet af det tilsvarende møde i København for seks år siden.

Men det vil i givet fald stadig efterlade Montrealaftalen som den eneste virkeligt succesrige internationale miljøaftale. Samt verden med et formindsket håb om at undgå farlige og uafvendelige klimaforandringer.