Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Forskere, der får bevillinger fra Det Frie Forskningsråd (DFF), er blandt de mest citerede i verden, og rådet spiller en vigtig rolle i et overvejende velfungerende dansk forskningsrådssystem, konkluderer et eksternt internationalt panel i en netop offentliggjort evaluering.
Evalueringen blev bestilt af Folketinget, efter at blandt andre partiet Venstre i 2013 foreslog, at DFF skulle afskaffes – eller rettere, nedlægges som et selvstændigt råd og fusioneres med Danmarks Grundforskningsfond.
Og Venstre har ikke ændret holdning efter den nye evaluering: DFF bør afskaffes, mener partiet stadig. Det skriver Videnskab.dk
»I Venstre står vi fast på, at DFF og Grundforskningsfonden bør slås sammen, for vi er optaget af så stor enstrengethed i vores system som muligt. DFF varetager nogle opgaver som for eksempel talentudvikling, som vi synes, er mere velegnet til at blive varetaget af universiteterne,« siger Venstres forskningsordfører Esben Lunde Larsen.
»Det, som Grundforskningsfondens centre gør, gør de fremragende, blandt andet er vi i Venstre begejstret for deres mange erhvervssamarbejder. Derfor mener vi, at det ville være gavnligt at fusionere de to råd,« fortsætter han som en reaktion på den nye evalueringsrapport, der netop er fremlagt på en konference.
Læs også hos Videnskab.dk: Forskning uden tøjler giver overraskende gode resultater
En af DFF's opgaver er at fremme og støtte unge forskertalenters egne initiativer og ideer, men den opgave kan universiteterne lige så godt klare, argumenterer Esben Lunde Larsen:
»Universiteterne er den naturlige base for talentudvikling. Den opgave skal ikke ligge afkoblet i et forskningsråd. Universiteterne har allerede talentudviklingsprogrammer, som vi gerne vil fremme endnu mere,« fortsætter han.
Venstres skepsis er uændret, selvom den netop afsluttede evaluering konkluderer, at DFF spiller en afgørende rolle for, at danske forskere også fremover kan blande sig med verdenseliten.
Læs også hos Videnskab.dk: Syv danske grundforskningscentre er de bedste i verden
Evalueringsrapporten er baseret på:
• interviews med over 100 forskningsleder og interessenter i forskningsverdenen
• omfattende analyser af det danske fondssystems organisering, samt
• en bibliometrisk analyse af, hvor godt de DFF-finansierede forskere klarer sig internationalt
Men evalueringen er ikke nødvendigvis helt uvildig, mener Esben Lunde Larsen:
»Det er jo vigtigt at holde sig for øje, at man altid får svar i forhold til de spørgsmål, man stiller til en evaluering: Der er altid en forudsætning i det, man beder et panel om at undersøge. Jeg anerkender evalueringen, og jeg er da glad for, at den er positiv, men vi ønsker stadig forandringer i forskningsfondssystemet, som vi gerne drøfter i konstruktiv dialog med miljøet.«
Læs også hos Videnskab.dk: Både forskere og studerende snyder stadig mere