Venstre: Ingen mobilkunder tvinges til et års binding

Nyt EU-udspil giver mulighed for, at man kan vælge helt op til to års kontrakt med sit teleselskab, men man skal altid kunne komme ud efter seks måneder, lover europaparlamentariker Jens Rohde.

Jens Rohde, som har deltaget i forhandlingerne om det nye EU-udspil, lover, at danske forbrugere ikke stilles ringere fremover men når som helst kan sige deres mobilabonnement op efter seks måneder. Foto: Morten Dueholm, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Dueholm

Ingen danskere skal tvinges til at lade sig binde i mere end seks måneder til deres teleselskab - men de får nu mulighed for at sige ja til et eller to år.

»Ingen kan tvinge nogen til at lade sig binde i længere tid, men man kan godt lave en kontrakt på et eller to år. Det skal man have lov til. Man kan dog til enhver tid komme ud af et abonnement efter seks måneder. Men har man indgået en betalingsaftale på et eller to år, skal man så betale hele dynen, når man trækker sig ud. I dag er det enten sindssygt dyrt at komme ud af en aftale, eller også kan man slet ikke. Vi vil gøre det lettere at komme ud. Så ingen danske forbrugere stilles ringere,« siger Jens Rohde, europaparlamentariker for Venstre og med i forberedelserne til det EU-udspil, som EU-Kommissionen vil fremlægge torsdag.

Væk med afgift på udlandstelefoni

Her vil den folkelige del være, at alle ekstraafgifter på udlandstelefoni - den såkaldte roaming - skal væk senest i juli 2016, så det koster det samme at bruge mobiltelefon og internetforbindelse i Danmark og de øvrige 27 EU-lande.

Men bindingsperioden er vidt forskellig fra land til land. I Danmark må privatkunder højst bindes i seks måneder, men teleselskaberne har gennem lang tid presset på for at få det sat op til et år, fordi de derved får bedre mulighed for at hente deres investeringer hjem igen.

»Man skal have lov at lave en længere aftale, men man kan altid komme ud af aftalen efter seks måneder med en måneds opsigelse. Spørgsmålet er så, om Danmark vil have en undtagelse. Det må Folketinget diskutere, om man vil stå fast på. Men den danske lovgivning berøres ikke,« siger Jens Rohde.

Forbrugerrådet: Væk med det

Han forestiller sig, at man i de forhandlinger, som går i gang efter præsentationen af EU-udspillet, aftaler en bestemmelse om, at det aldrig må koste mere end de penge, man skylder, at forlade sit teleselskab i utide.

Om det så betyder, at man kun vil kunne få visse abonnementer med seks måneders binding, mens andre med længere binding bliver mere attraktive, står tilbage at blive afklaret. Økonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet opfordrede tidligere onsdag på B.dk til, at »Danmark skal kæmpe for at bevare de seks måneder og gerne få bindingsperioden pillet ud af selve EU-pakken.«

Klar til foråret

Sidst i oktober holder EU digitalt teletopmøde.

»Hvis viljen er til stede, kan lovpakken være klar i foråret - måske før. Det er et fuldstændigt enigt parlament, der står bag Kommissionens udspil, så der er alle chancer for, at processen kan speedes kraftigt op,« siger Jens Rohde fra Venstre.

Han imødeser, at det også bliver muligt at sælge frekvenser til f.eks. mobiltelefoni på EU-plan - noget, som de enkelte lande hidtil ikke har været glade for, fordi salget af mobillicenser betyder penge i statskassen.