Varme havstrømme skyld i afsmeltning af Grønland

Det var i højere grad den marine temperatur end den atmosfæriske, der bestemte farten på afsmeltningen af Grønlands iskappe i slutningen af sidste istid. Opdagelsen er vigtig for forskningen i nutidens afsmeltning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var et markant sammenfald af høje havtemperaturer og perioder med stor afsmeltning af det grønlandske isskjold under sidste istid, viser et klimahistorisk studie.

Indlandsisen under det glaciale maksimum var cirka en tredjedel større end i dag og strakte sig langt ud over den nuværende kystlinie. Desuden var iskappen dengang sandsynligvis omkranset af en flydende isrand, som det i dag ses omkring Antarktis.

Afsmeltning i tre trin

Hen i mod slutningen af istiden rykkede isen tilbage fra Grønlands sydlige kontinentalrand i et tre-trinsforløb, der startede for cirka 17.000 år siden og endte for 9-10.000 år siden. Det kan forskere konkludere ud fra mineralogiske og geokemiske analyser af en kulstof-14-dateret sedimentkerne fra havbunden ud fra Grønlands kyst.

Resultaterne er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Paleoceanography, og bag undersøgelsen står et internationalt forskerhold med seniorforsker Paul Knutz fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) i spidsen.

»I vores undersøgelse indgik blandt andet analyser, der afspejler havtemperaturen i de øverste vandmasser, og de antyder, at der var forholdsvis høje temperaturer i deglaciationsperioden,« siger Paul Knutz.

»Vi kan se, at de høje temperaturer indtræder umiddelbar før og under perioder med stor isbjergs-kælving og produktion af smeltevand. Derfor tolker vi temperatur-anomalierne som en effekt, der resulterede i øget afsmeltning og tilbagetrækning af iskappen.«

Afsmeltningen kulminerede i Allerød varmeperiode for 12.600–13.000 år siden med afgivelse af store mængder smeltevand og isbjerge fra Grønland til den vestlige del af Nordatlanten.

Irmingerstrømmen transporterede mere varme

»Mekanismen er relateret til Irmingerstrømmen, som er en nordvestgående gren af Golfstrømmen, der transporterer varme sydfra til Grønlands kystområder,« fortsætter forskeren.

»Når Irmingerstrømmen bliver kraftigere, bliver der transporteret mere varme ind til de kystnære farvande og dybe fjorde. Vi mener, at Irmingerstrømmen havde større indflydelse under bestemte perioder af deglaciationen, og at en intensivering af Irmingerstrømmen var en udløsende faktor for destabiliseringen af Grønlands iskappes ydre rand.«

Hvorfor Irmingerstrømmen pludselig begyndte at transportere varme med fornyet kraft er en gåde, men Paul Knutz har en hypotese parat:

»En af de mekanismer vi peger på er, at der i samme periode kom rigtig meget smeltevand fra Nordvesteuropa, det vil sige fra det skandinaviske og det britiske isskjold. Da ferskvand er lettere end saltvand, kan der på den måde dannes et lav-salint overfladelag hen over Nordatlanten. Dette dække har isoleret den varme Irmingerstrøm fra de turbulente forhold ved havoverfladen, hvorved den i form af en understrøm har kunne trænge længere mod nord og nordvest.«

Perioden med maksimal afsmeltning blev efterfulgt af Yngre Dryas som er en markant kuldeperiode, der varede godt og vel 1000 år, og som satte deglaciationen midlertidigt ud af drift.

»Tidssammenfaldet er interessant og indikerer, at det grønlandske smeltevand er en mulig mekanisme for Yngre Dryas-afkølingen,« siger Knutz.

Kaster lys over, hvorfor Grønland smelter hurtigt i dag

»Den øgede afsmeltning fra det grønlandske skjold resulterede i, at Irmingerstrømmen blev fortyndet, men hvad der var endnu vigtigere var effekten på dannelsen af dybe vandmasser i Labrador-havet.«

Knutz forklarer videre:

»Nedsynkning af vandmasser i det central Labradorhav er en proces, der foregår i dag, og den regnes som en vigtig del af den globale termohaline cirkulation. Tidligere studier har peget på en sammenhæng mellem øget smeltevandstilførsel og en reduktion i dybvandsdannelse, som en forklaring på kuldeperioder i den nordlige hemisfære - og her udgør et Yngre Dryas et typeeksempel,« konkluderer Knutz.

»Vores resultater viser, at ændringer i oceanografiske forhold i høj grad har kontrolleret stabiliteten af det grønlandske isskjold under sidste istid,« konkluderer Knutz og forsætter:

»Konklusionen er særdeles relevant for klimastudier i dag, og spørgsmålet om, hvad det er, der får Grønlands gletschere til at smelte så hurtigt, som vi f. eks. ser i dag i Jakobshavn Isfjord.«

»På GEUS arbejder vi for at få etableret flere projekter, der bruger analyser af sedimentkerner, til at klarlægge sammenhængen mellem klima, havstrømme og gletchere, i det arktiske område,« slutter Knutz.

Læs også: I orkanernes kølvand

Læs artiklen på videnskab.dk