V vil sætte verdens største PC-producent under lup

Er det sikkert for Folketingets medlemmer at bruge PCer fra kinesiske Lenovo? Det vil Michael Aastrup Jensen (V) nu have kigget nærmere på.

Foto: Bjarke Bo Olsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en beskyldning, som de største kinesiske IT-producenter næsten dagligt må lægge øre til. At den kinesiske regering via bagdøre i hardwaren kan få indsigt i følsomme eller tophemmelige oplysninger om regeringer og befolkninger i den vestlige verden.

Senest skrev australske Financial Review, at sikkerhedsbekymringen har fået efterretningstjenester i Australien, USA, Storbritannien, Canada og New Zealand til at vende verdens største PC-producent, Lenovo, ryggen.

Det har fået Venstres IT-ordfører, Michael Aastrup Jensen, op af stolen, ikke mindst fordi Folketinget bruger Lenovo-PCer. Han vil nu tage sagen op i Folketingets IT-styregruppe med henblik på at få igangsat en undersøgelse.

»Når jeg ser sådan nogle artikler, så bliver jeg selvfølgelig nervøs. Jeg sidder jo og kigger på det på en Lenovo-PC. Derfor bør vi få startet en eller anden form for undersøgelse af, hvad vores tætte naboer og allierede gør - om de har den samme frygt i for eksempel Norge, Holland eller Tyskland,« siger han.

Bekymring for Arktis

Michael Aastrup Jensen peger på, at bekymringen bestemt ikke bliver mindre af, at det netop er den kinesiske regering, mistanken falder tilbage på.

»Det nytter ikke noget, at Folketingets PCer har skjulte bagdøre for et land, som vi har forskellige konflikter med - for eksempel på det arktiske område. Derfor skal det selvfølgelig undersøges, hvad vores allierede gør,« siger han.

Der er dog mange myndigheder, der gør brug af Lenovos PCer. Firmaet oplyser selv på dets hjemmeside, at det er leverandør til det amerikanske luftvåben, hær og flåde, til Secret Service og Verdensbanken og ikke mindst en række ministerier i USA.

Uholdbart med uklarhed

Forleden advarede tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Jørn Bro i Berlingske om, at Folketingets medlemmer risikerer at blive aflyttet, mens de opholder sig i udlandet. Han opfordrede derfor til at være varsom med, hvilke informationer de folkevalgte delte i telefonen og i e-mails.

»Politikere er interessante mennesker for efterretningstjenester. De træffer beslutninger og har via deres arbejde stor indsigt. Det er klart, at de er »målpersoner« for mange former for efterretningsvirksomhed, og det må de være opmærksomme på,« sagde Jørn Bro.

Efterfølgende opfordrede medlem af Folketingets Præsidium Anne Baastrup (SF) sine kolleger til at "bruge den indvendige side af hovedet", når de er i udlandet.

Men ifølge Michael Aastrup Jensen er det ikke holdbart, at der er uklarhed omkring overvågningen.

»Det er ekstremt vigtigt, at vi får et meget bedre overblik over, hvad der foregår af overvågning af os som Folketingsmedlemmer - både i Danmark og uden for landet,« siger han.

En kommunikationsmedarbejder hos Lenovo siger til Berlingske, at firmaet følger sagen om beskyldningerne mod dem »tæt og med stor alvor«, men at firmaet er »kendt for dets førende standarder« inden for sikkerhed.

Opdateret:

Det australske forsvarsministerium har undsagt AFRs omtale af et »forbud« mod at bruge PCer fra Lenovo.

»Forsvarsministeriet har ikke et forbud mod Lenovo eller deres computere; hverken for klassificerede eller ikke-klassificerede systemer,« oplyser Australiens forsvarsministerium. ‪