Uvished om sletning af kæmpe datamængder fra overvågning

Ingen vil svare på, om et års indsamlede data om danskernes færden på nettet, straks skal slettes, når justitsministeren i næste uge ophæver overvågningen.

Justitsminister Karen Hækkerup ophæver fra næste uge den massive indsamling af oplysninger om danskernes internetbrug, fordi de mange data er ubrugelige. Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er endnu uklart, om de kolossale mængder af data, som gennem de seneste 12 måneder er indsamlet om danskernes færden på og brug af Internet, skal slettes øjeblikkeligt, når justitsminister Karen Hækkerup i næste uge skriver under på, at disse dele af danmarkshistoriens største overvågning forsvinder. Men ophævelsen vil ikke spare tele- og internetselskaberne for enorme beløb.

»Jeg vil tro, at disse data skal slettes straks, for når man ændrer en bekendtgørelse, kan vi ikke være forpligtet til at have tidligere, loggede data liggende,« siger direktør Jakob Willer fra telebranchens organisation, Teleindustrien i Danmark, til Berlingske.

Først i næste uge

Justitsministeriet vil ikke give svaret nu.

»Det vil fremgå af den konkrete bekendtgørelse, som kommer i næste uge. Vi kan ikke sige det nu,« forklarer kommunikationschef Emil Melchior.

Karen Hækkerup valgte - en time før et indkaldt samråd i Folketingets retsudvalg i mandags - at ophæve den såkaldte sessionslogning, hvor der tages hyppige stikprøver af alle danskeres brug af Internet. Sessionslogningen er en del af den omfattende logning, som blev sat i gang 15. september 2007, og som lige siden har samlet alle oplysninger sammen, når danskerne bruger deres telefon eller Internet. I 2013 blev der i Danmark indsamlet 3.500 milliarder oplysninger. Det er over 40 gange mere end oprindeligt forventet og svarer til 621.975 registreringer om alle danskere fra den spædeste nyfødte til Danmarks ældste indbygger

90 procent af alle data - men ikke af regningen - forsvinder

Men sessionslogningen har i praksis vist sig ubrugelig, hvilket Justitsministeriet erkendte allerede i 2012, og efter at politikerne gang på gang har udsat en gennemgang af hele overvågningen, valgte Karen Hækkerup at afskaffe sessionslogningen, som udgør henved 90 procent af alle de indsamlede data.

Det betyder dog ikke, at 90 procent af den årlige regning på anslået 50 millioner kroner - ud over de 200 millioner, som det kostede at sætte det hele op - forsvinder.

»Jeg vil tro, at vi sparer mellem en og ti millioner kroner om året,« siger juridisk direktør i Telenor, Nicholai Kramer Pfeiffer, til Berlingske.

Hele det store maskineri, der samler data ind og siden lagrer dem, skal nemlig fortsat være i gang, fordi logningen af al telefoni fortsætter, ligesom al logning af elektronisk post - hvem sender til hvem hvornår - tilsvarende skal registreres, sådan som også SMS-tekstbeskeder og MMS-billedbeskeder bliver det. Endelig skal internetudbyderne fortsat - mod en dommerkendelse - kunne dokumentere, hvilke brugere der har brugt hvilke forbindelser, så de kan spores f.eks. i tilfælde af piratkopiering.

Koster penge at lave om igen

Karen Hækkerups pennestrøg betyder dog på ingen måde, at tele- og internetudbyderne bare lige kan stoppe dataindsamlingen og slette gamle data. Det kostede en betydelig arbejdsindsats at sætte hele systemet op, fordi mange data slet ikke er noget, som selskaberne selv skal bruge til noget. Nu skal planlæggere og systemfolk så ind og pille i hele opsætningen igen, hvilket medfører endnu en ekstraregning.

»Man kan ikke sætte lighedstegn mellem de samlede omkostninger ved logningen, og hvad der nu afskaffes. Mængdemæssigt udgør sessionslogningen en stor del, men pengemæssigt er den på ingen måde den største. Vi sparer dog kapacitet til at gemme de rigtigt mange data og til en del administration, for der er ingen tvivl om, at der har været ekstra omkostninger ved denne omfattende logning af internettrafikken. Og vi er ikke mindst glade for, at proportionaliteten er tilbage i logningen,« siger Jakob Willer.

Han sagde forleden til Berlingske, at han ikke udelukker, at telebranchen vil kræve erstatning for sine udgifter til den omfattende logning.

Se her, hvordan du lige nu bliver overvåget: www.b.dk/overvaag