USA skal tilbage på Månen

Chris Ferguson styrede den sidste rumfærge til landing i 2011 og slukkede dermed for de amerikanske rumdrømme. I dag arbejder han ihærdigt på at bringe USA på rumkurs igen.

Den tidligere topastronaut Chris Ferguson er en af de helt centrale figurer i genskabelsen af den amerikanske rumstolthed. Fold sammen
Læs mere

Det var ikke nogen helt taknemmelig opgave, NASA havde udstyret Chris Ferguson med i 2011.

Som kaptajn på den absolut sidste amerikanske rumfærgemission skulle han føre rumfærgen Atlantis til landing i Florida – og dermed afslutte et af de største kapitler i hele den amerikanske rumhistorie. Efter 30 år og 135 bemandede rumfærgeflyvninger, heraf to med katastrofal udgang, var det slut med at sende op til syv astronauter og 22 ton gods ad gangen i kredsløb om Jorden og hjem igen.

»Det, jeg først og fremmest havde i tankerne, var naturligvis at føre færgen til en perfekt landing og afslutte programmet på bedste vis. Men bagefter indfandt frustrationen sig, for vi efterlod en kløft. Vi var pludselig ikke længere i stand til at løfte astronauter fra amerikansk grund,« fortæller den 54-årige forhenværende topastronaut og tilføjer:

»Personligt hadede jeg at se rumfærgen forsvinde, for trods sine fejl var det en god maskine.«

Siden hin julidag for godt fire år siden har nationen, der landsatte de første mennesker på Månen, været nødt til at bøje sig i støvet og tale pænt til russerne, når de skal have astronauter i rummet.

De har ikke andet valg end at købe sig til sædeplads i en snæver russisk Sojuz-kapsel, på nøjagtig samme måde som det europæiske rumagentur, ESA, måtte gøre for at få danskeren Andreas Mogensen sendt op til Den Internationale Rumstation, ISS, for snart to måneder siden.

»I marts 2011 var der stadig 6.000 ansatte i det amerikanske rumfærgeprogram. Men bare et par uger, efter at jeg havde landet Atlantis, var Kennedy Space Center forvandlet til en spøgelsesby. Der var alt for stille. Men spol fire år frem, og optimismen er vendt tilbage,« siger han.

En af de helt centrale figurer i genskabelsen af den amerikanske rumstolthed er Chris Ferguson selv. Kort efter landingen blev den erfarne astronaut og tidligere Topgun-testpilot hyret af en af NASAs helt store leverandører, verdens største flyproduktionsvirksomhed, Boeing. Her er han i dag chef for selskabets afdeling for besætning og missioner. Og dermed med ansvar for atter at gøre amerikanerne i stand til at sende astronauter op til ISS fra hjemlig grund.

NASA har nemlig hyret Boeing til at udvikle en rumkapsel, som kan smækkes på toppen af en krafig raket, der kan skyde amerikanske astronauter op og i kredsløb om Jorden. Kapslens navn er CST-100 Starliner, og den er designet til at kunne bringe helt op til syv astronauter ad gangen op til ISS.

Første bemandede testflyvning er planlagt til september 2017, og få måneder senere ventes den første Starliner at koble sig til ISS. Hvorefter amerikanerne endelig kan bevæge sig ud af seks et halvt års mere eller mindre pinlig ubehjælpsomhed i rummet.

Vi møder Chris Ferguson under et kort forretningsbesøg i Danmark. Han er i landet for at indgå en aftale med Odense-virksomheden Falck Schmidt Defence Systems om udvikling af lette og stærke kulfibermaterialer til Boeings rumfartøjer. Men det er tydeligvis den bemandede rumfarts fremtid, der ligger ham på hjerte.

Vi spørger, om det nogensinde vil lykkes at landsætte mennesker på Mars.

»Mars er altid 20 år borte. Den har været 20 år borte i de seneste 30 år. Personligt mener jeg, at vi bør fokusere på Månen. I hvert fald i første omgang.«

Hvorfor?

»Den ligger tæt på. Der er under 400.000 km til Månen, men omkring 200 mio. km til Mars. Vi kan sende en »redningsbåd« til Månen på bare tre dage. Der er vand på Månen, og det vidste vi ikke, da mennesker gik rundt deroppe for over 40 år siden. Og der findes organiske materialer, som vi kan anvende i forbindelse med opbyggelsen af en lille månekoloni, hvor astronauter kan bo i måske seks eller ni måneder ad gangen. Når vi har lært at klare os på Månen, kan vi begynde at sigte mod f.eks. Mars.«

Vil det blive en privat virksomhed eller en eller flere nationer, der vil virkeliggøre drømmen om Mars?

»Du må ikke sige det til Elon Musk (milliardæren bag elbilen Tesla og den private rumfartsvirksomhed SpaceX, red.), men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det bliver private. Når dagen måtte oprinde, vil der først og fremmest blive tale om et samarbejde mellem USA, Europa, Rusland og Japan. Vi har lært at kommunikere i rummet med ISS, vores systemer passer sammen, og i fællesskab kan vi løfte den enorme opgave. Men det vil kræve en »perfekt storm« af globalt samarbejde med stor villighed til at investere i drømmen.«

Hvilken perfekt storm har du i tankerne?

»Tænk på Norge, der har etableret en global frøbank på en arktisk ø. Hvorfor gjorde de det? Fordi man frygter en dommedagsagtig begivenhed, der vil gøre det svært for mennesker at overleve bagefter. Jeg opfatter bemandede rejser til Månen og videre ud til himmellegemer i solsystemet som en tilsvarende måde at beskytte menneskeheden på. Det kan blive vores forsikringspolice. På et tidspunkt kan vi blive nødt til at rejse ud for at finde en anden planet at overleve på. Men vi kan ikke gøre det uden forinden at have opnået erfaring med, hvordan man klarer sig derude. Så lad os starte med Månen – og derefter rejse endnu længere bort.«