Uret tikker hos Microsoft

Softwaregiganten vil om få uger præsentere sit første smartur med en batteritid på to døgn.

Smarture med andre funktioner end blot at vise tiden har været længe undervejs. I midten øverst ses et Dick Tracy-radiour fra 1960erne. Øverst til venstre Samsungs Gear S, øverst til høre Samsungs Gear 2-ur. Nederst fra venstre Motorolas Moto, Samsungs Galaxy Gear og LGs G Watch R. Arkivfoto: Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inden for de næste uger vil den amerikanske softwaregigant Microsoft være klar til at fremvise sit første smartur, som kan måle ejermandens hjerterytme og fungere på tværs af forskellige mobile platforme som Googles Android- og Apples iOS-styresystemer. Dermed overhaler Microsoft rivalen Apple indenom på det nye IT-marked.

Batteriet vil kunne klare to dages normal brug, før det skal lades op, skriver amerikanske Forbes. Hvis det passer, vil Microsoft have en fordel i forhold til Samsungs Galaxy Gear-ur, Sonys, LGs og Motorolas smarture, som alle kun holder et døgn. Det samme gør sig tilsyneladende gældende for Apples endnu ikke frigivne Watch, som ifølge flere forlydender er blevet sendt på værksted igen, efter at Apple-topchef Tim Cook præsenterede det i september sammen med de nye iPhone-telefoner. Han undgik behændigt at tale om batteritid men har senere sagt, at Apple Watch skal lades op hver nat. Apples ur kommer dog først i handelen i 2015, altså efter den store julehandel.

Væk fra ren Windows

Microsoft vil ikke selv kommentere forlydenderne om det nye ur. Det bliver i givet fald Microsofts første teknologi til at tage på. Microsoft producerer selv en smule hardware, heriblandt sin egen tavle-PC-serie under navnet Surface, og købte sidste år finske Nokias mobilforretning, som nu kører videre under Microsoft med Lumia-mærket som det vigtigste.

Microsoft fik i januar i år ny topchef, Satya Nadella, som ved flere offentlige optrædender har lagt vægt på, at Microsofts mange produkter skal fungere på tværs af ale udstyr. F.eks. kom Office-kontorpakken i en mindre udgave til Apples iPad i marts for at understrege, at Microsoft satser bredere end på sin egen Windows-verden, som dog fortsat leverer størstedelen af indtægterne til softwaregiganten.

Siden april 2013 har der været rygter om et Microsoft-ur. Smarture er en hel ny kategori af teknologi, som alle de store producenter nu satser på for at opveje et vigende PC-salg og nu også et dalende tavle-PC-salg, efterhånden som markederne er mættet, og folk har købt udstyr, som kan holde i nogen tid.

Fokus på sundhed og velvære - også om natten

Urene har, ligesom de nyeste smartphonetelefoner, fokus på sundhed og velvære og tilbyder alle på en eller anden måde at følge med i, at man har det godt, ved at måle aktiviteten - også under søvnen - og kunne vise det i særlige sundhedsapplikationer.

De smarte ure er en helt ny produktkategori, altså en mulighed for at sælge mere forbrugerelektronik. Teknologi til at tage på ventes ifølge analysefirmaet Strategy Analytics at give et salg for 37 milliarder dollars i 2020 mod en milliard dollars sidste år.

De første ure af slagsen kom for to år siden - i stilhed. Siden er larmen taget til, og designet ligner ikke længere en rekvisit i sciencefictionserien »Månebase Alpha«.