Ups: Google Chrome afslører dine adgangskoder

I løbet af få sekunder kan andre finde frem til dine adgangskoder i Google Chrome. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du gemmer dine personlige adgangskoder til din e-mail, Facebook-konto og andre sider i Google Chrome, så er det en god idé at være ekstra opmærksom. Andre kan få adgang til dine personlige oplysninger med få museklik, hvis de ønsker det.

Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

De fleste nyere webbrowsere tilbyder at gemme dine adgangskoder, så du slipper for at skrive dem fra gang til gang. Det gør brugeroplevelsen til det rene luksus, men servicen har sin pris.

Gæstebrugere af din webbrowser finder nemlig let frem til dine adgangskoder ved at klikke på 'indstillinger'. Her kan personen klikke på 'vis avancerede indstillinger' og til sidst på 'administrer gemte adgangskoder', hvor en liste kommer frem på skærmen. 'Tyven' kan med ét enkelt klik få vist teksten i dine koder, som så kan kopieres uden problemer.

IT-ekspert: For nemt

I webbrowseren Firefox kan brugeren beskytte sine adgangskoder med et masterpassword, som er et engangspassword, der skal skrives hver gang, de gemte adgangskoder skal vises. Det er også tilfældet i Apples browser Safari, men det er altså ikke tilfældet i Google Chrome.

I det danske firma CSIS bekæmper man it-kriminalitet. Her er teknisk direktør Jan Kaastrup ikke særlig begejstret for sikkerheden i Google Chrome.

- Uden et masterpassword er det nemt at finde adgangskoderne. Det er skidt, siger Jan Kaastrup.

Google: Falsk tryghed

Hos Google har det været heftigt debatteret, om adgangskoderne skal beskyttes af et masterpassword. I en debattråd på ycombinator.com skriver Justin Schuh, der er ansvarlig for it-sikkerheden i Google Chrome, at man ikke ønsker at give brugeren en 'falsk tryghed' ved at indføre et masterpassword. Ifølge ham er den eneste sikkerhed, når man logger på sin brugerkonto på computeren med et hemmeligt password. Er en hacker først forbi den udfordring, er der frit spil.

Den forklaring giver Jan Kaastrup ikke meget for.

- Problemet er ikke de it-kriminelle. Professionelle hackere skal nok altid få det, de ønsker, så snart de har adgang til computeren. Problemet er, at det bliver meget lettere for almindelige mennesker at finde adgangskoderne, siger Jan Kaastrup.