Ulvehyl: Har Danmark fået sin første ulvefamilie i 200 år?

Optagelser af ulvehyl i Jylland afslører, hvad der formentlig er hylene fra to voksne ulve og deres unger fra sidste år. Vi har således tilsyneladende fået vores første ulvekobbel i Danmark i langt over 200 år.

Foto: JORGE UZON.
Læs mere
Fold sammen

Ulvetracking Danmark, en gruppe ulveentusiaster, der gør et stort arbejde for at registrere de danske ulve, har netop offentliggjort, hvad der ifølge den ledende engelske ulvehylsekspert Holly Root-Gutteridge meget vel kunne være hyl fra en hel ulvefamilie.

Hylene er optaget i Jylland i januar måned.

Hør hylene på Videnskab.dk: Utrolige ulve-optagelser: Er det her de første unger i Danmark i 200 år?

Holly Root-Gutteridge, som er ph.d.-studerende ved Nottingham Trent University har brugt de seneste fem år på at lytte til og undersøge ulvehyl.

Hun har analyseret Ulvetrackings lydoptagelser med et særligt computerprogram, som er udviklet til at genkende ulveindivider på deres hyl.

Hendes kvalificerede vurdering er, at man formodentlig hører mindst tre og måske oven i købet fire ulveindivider hyle på optagelserne. Der er en lille mulighed for, at hylene stammer fra usædvanligt store hunde, men det skulle i givet fald være hunde i et kobbel, hvilket gør det usandsynligt.

Af de tre individer, Holly Root-Gutteridge kan adskille ud fra sonogrammet over de jyske ulvehyl, er hun ret sikker på, at det ene er en voksen han, idet den har en dyb stemme, hvilket afspejler en stor kropsstørrelse. Hun mener også, at der er en hun iblandt, da et af hylene er mere højfrekvent.

Læs også på Videnskab.dk: Hunulv tæt på Danmark - er de første ulveunger på vej?

Endnu en ulv gemmer sig måske i optagelserne

Det tredje individ kan både være en han eller en hun. Ifølge Holly Root-Gutteridge er udfordringen, når man skal bestemme kønnet af hylende ulve, at individer, når de hyler i flok, kan ændre tonelejet af deres hyl for ikke at overlappe med de andre.

Unge hanner og voksne hanner, der hyler med en lysere stemme, end de normalt ville gøre med deres størrelse, kan således forveksles med hunner.

Holly Root-Gutteridge mener, at det tredje individ godt kunne være en næsten udvokset unge fra sidste år. Og det er muligt, at endnu en ung ulv ’gemmer’ sig i optagelsen; det er ikke helt til at afgøre.

Det første ulvekobbel i 200 år?

Skal vi fortolke disse resultater, så tyder meget på, at vi her har at gøre med et ulvepar samt 1-2 unger fra 2013.

Læs også på Videnskab.dk: Episk ulvejagt fanget på kamera

I januar ville unger født i Jylland i 2013 være 8-9 måneder gamle, og denne alder kunne ifølge Holly Root-Gutteridge meget vel passe til hylene.

Konklusionen forstærkes af, at optagelsen stammer fra samme ikke-oplyste område i Jylland, hvor Ulvetracking 30. januar 2013 registrerede fodspor, der formodentlig var afsat af to ulve, som fulgtes ad.

Vi har således tilsyneladende fået vores første ulvekobbel i Danmark i langt over 200 år.

Du kan få de friskeste nyheder om ulve på forummet Ulv i Danmark. Her kan du også deltage i debatten om fordele og ulemper ved de tilbagevendte dyr.

Læs andre videnskabsartikler på Videnskab.dk:

Forskere finder ‘kylling fra helvede’

Postkort fra fortiden afslører romerske soldaters hverdag

Hvorfor ryger min kondition i bund efter en bytur?