Ultra-HD skal redde styrtdykkende TV-salg

TV-salget i Danmark er i januar-juni faldet med 20 procent. TV-producenterne forsøger derfor at puste liv i nye fjernsyn med fire gange så skarpe billeder - til en del skarpere priser

Det store boom i fladskærmssalget skete, da først det danske TV-signal i 2009 gik fra analogt til digitalt og så igen, da TV 2 og de øvrige kanaler gik over til at bruge MPEG4-standarden for halvandet år siden. Derfor håber TV-producenterne, at det nye ultra-HD - som her Philips' PFL9708-fjernsyn - kan få folk til at skifte TV-apparatet ud. Foto: Philips Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: TV-salget styrtdykker i Danmark og resten af Vesteuropa, og fladskærmsproducenterne håber derfor, at nye og meget skarpere TV-apparater med fire gange højere opløsning end de bedste fjernsyn i dag kan redde noget af salget tilbage.

I Danmark er antallet af solgte fladskærmsfjernsyn på årets første seks måneder faldet med 20 procent i forhold til sidste år, viser tal fra det verdensomspændende analyseinstitut GfK, som modtager de eksakte salgstal fra butikkerne og derfor har rigtigt godt styr på, hvad der sker på stort set alle elektronikmarkeder.

I Sverige er tilbagegangen kun halvt så stor, nemlig på 10,5 procent, mens den i Tyskland er på hele 26 procent.

»På verdensplan vil der i år blive solgt omkring 250 millioner TV-apparater, og der vil ingen fremgang være - tværtimod. Den største tilbagegang finder sted i Vesteuropa,« siger topchefen for elektronikproducenten Grundig, Murat Sarin.

Han har derfor valgt at omstille den i dag tyrkiskejede koncern, så man går efter de større skærme på mere end 55 tommer i størrelse, lægger mere vægt på smart-TV-konceptet med internettjenester på skærmen og kaster sig ud i det nyeste inden for fladskærme: ultra-HD eller UHD.

Redningsplanke for TV-producenter

Ultra-HD - af den japanske elektronikgigant Sony konsekvent kaldet 4K - er fladskærme med en opløsning, der er fire gange højere end dagens fuld HD-opløsning. Der er med andre ord omkring otte millioner pixler i brug på skærmen, og det sikrer nogle langt skarpere og mere detaljerige billeder.

Ultra-HD skal være TV-producenternes redningsplanke, efter at 3D-fjernsyn ikke rigtigt er blevet noget hit som selvstændig ekstrafunktion. De fleste tager 3D med, fordi det er i fjernsynet, men udbuddet af film og TV-kanaler i 3D er begrænset, og mange føler sig fjollede ved at skulle have briller på for at se TV.

Det helt store spark fremad på ultra-HD-området skal leveres af næste års verdensmesterskaber i fodbold. Her vil der - håber TV-producenterne - være behov for TV-skærme i endnu større størrelser og altså en langt bedre opløsning end i dag.

»Vi venter et ekstremt skub i forbindelse med VM 2014,« siger Murat Sarin.

Ingen billig fornøjelse

Men det bliver ingen billig fornøjelse at få bedre billeder. Hollandske Philips, hvis TV-produktion i dag drives sammen med asiatiske TP i deres fælles selskab TP Vision men med det velkendte »Philips«-mærke på forsiden af fjernsynet, er klar med et 65 tommer stort fjernsyn (med en diameter på 165 cm) i ultra-HD med en prisseddel på 4.999 euro - eller 37.200 kroner -, mens sydkoreanske Samsung, som er verdens største producent af TV-apparater og i Europa leverer fire af hver ti fjernsyn, har en 65-tommermodel klar til 6.000 euro - 44.500 kroner.

Priserne vil næppe samle lange køer foran butikkerne, før de begynder at falde, efterhånden som der kommer flere og flere modeller på markedet. Lige nu er TV-priserne generelt presset så meget i bund, at der ikke er de store overskud at hente på de fleste almindelige apparater.

Ultra-HD-fjernsyn kan automatisk opskalere TV-kanaler og film, der er optaget i mindre høje opløsninger, så de kunstigt vises i ultra-HD-kvalitet.

Og det er nødvendigt, for der findes endnu ikke ret meget indhold i den høje kvalitet.

»Vi ved, at materiale født i ultra-HD er begrænset. Derfor er det vigtigt, at fjernsynet kan opskalere andet materiale til en lige så detaljeret og klar kvalitet, som hvis det var optaget i UHD,« siger Maarten de Vries, topchef for TP Vision, som Philips ejer halvdelen af.

Berlingske dækker IFA på www.business.dk/digital, www.b.dk/tech og i den trykte avis. Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).