Udlængsel

Til august sejler det gode skib »Vædderen« ud på Galathea 3-ekspeditionen. Som optakt til ekspeditionen fortæller Berlingske Viden de kommende søndage omhistoriens store opdagelsesrejsende som Christoffer Columbus, James Cook og David Livingstone. Men både før, samtidig og efter har en lang række eventyrere forladtEuropa for at opdage, erobre og udforske den store verden. Følg i deres kølvand fra de portugisiske søfarere til de modige polarfarere.

Christoffer Columbus sejlede fra den sydspanske havn Palos de la Frontera den 3. august 1492 med de tre skibe Niña, Pinta og Santa María. I første omgang gik turen til De Kanariske Øer, hvor der kom frisk vand og proviant om bord. Allerede den 12. oktober 1492 så man land ved Bahamaøerne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I begyndelsen af 1400-tallet gik den store søfarernation Portugals grænse for udforskning i sydlig retning langs Afrikas kyst nogenlunde på linje med De Kanariske Øer. For her lå Kap Bojador, og det var et uhyggeligt sted. Den lille bule på Afrikas vestkyst bestod af forræderiske banker og genstridige strømme.

Måske ikke værre end så meget andet, sømændene havde overvundet, men der klæbede et rygte til Kap Bojador, der fortalte, at strømmene var så frygtelige, at intet skib nogensinde ville vende hjem igen, hvis det havde passeret dette sted.

Den portugisiske prins Henrik, der fik tilnavnet Søfareren, fordi han lod sine søfolk udforske havet, indså, at Kap Bojador skulle besejres, hvis man nogensinde skulle finde en søvej rundt om Afrika for at komme til Indien. På en eller anden måde skulle revet og den frygt, det gav, overvindes.

Hele 15 ekspeditioner sendte den gode prins af sted mellem 1424 og 1434 for at runde det skrækindjagende sted. Men søfolkene kom altid tilbage med en eller anden god undskyldning for ikke at komme forbi; sandet, der løb ud i havet var rødt, vandet var forplumret, og der var ikke liv på land, så vidt sømændene kunne se. Det kunne lige så godt være vejen til verdens ende.

Selv den søfarende adelsmand Gil Eannes, som prins Henrik nærede store forhåbninger til, kom i 1433 tilbage og fortalte, at man ikke kunne passere Kap Bojador. Prins Henrik var ikke en mand, der gav op, så året efter blev Eannes sendt af sted igen med løfte om en stor belønning, hvis det lykkedes. Da Gil Eannes nærmede sig Kap Bojador, sejlede han langt ud på havet mod vest og trodsede dermed de ukendte farer derude. Da han igen satte kursen mod det afrikanske fastland, havde han for længst passeret Kap Bojador, og pludselig lå verdens ende ikke længere her.

Den gyldne tid
Historiens morale er naturligvis, at de opdagelsesrejsende hele tiden skulle overvinde nye farer og deres egen frygt, hvis de skulle gøre sig håb om at få ny viden og finde nye horisonter.

Opdagelsens tidsalder var i fuld gang, og de kommende århundreder udforskede Europa den omgivende verden. Også Danmark var med flere ekspeditioner med i opdagelsesrejsernes gyldne tidsalder. Og selv da alt land var fundet, fortsatte opdagelsesrejserne. Det er ikke mindst i denne stræben efter ny viden, at de to Galathea-ekspeditioner i henholdsvis 1845-1847 og 1950-1952 skal ses. Traditionen for udforskning fortsætter, når søværnets ombyggede skib »Vædderen« til august stævner ud på den tredje Galathea-ekspedition.

For selvom der er langt fra historiens måske første verdenskort, et mere end 2.500 år gammelt babylonisk verdenskort ridset i en lertavle, til vores dages satellitbilleder af Jorden, så er der stadig masser af viden om verden, der stadig kan opdages.

Søgen efter rigdom
Nye opdagelser var efterspurgte i 1400-tallet. De europæiske lande ville gerne finde handelsruter, som de selv kunne styre, og desuden var der et kapløb mellem kongehusene om at komme først og blive størst. Vandvejen var det naturlige, for skulle man over land, så måtte man krydse en masse riger med de problemer og stridigheder, det gav. Der fandtes ruter over land, men varers pris steg betragtelig undervejs. Desuden kunne man transportere langt flere varer ad søvejen end over land.

Bortset fra rigdom var drivkraften at udbrede kristendommen til et støre område og dermed gøre Østens herskere til forbundsfæller. Måske kunne man oven i købet finde kristne lande andre steder. For i flere hundrede år cirkulerede der i europæiske kongehuse et brev skrevet af præstekongen Johannes, der tilsyneladende sad i sit store kristne rige i øst. Senere skiftede historien til et rige i Østafrika, men under alle omstændigheder var det en konge, der var værd at indgå en pagt med.

Europa opdager verden
Opdagelsesrejser handler først og fremmest om Europas opdagelse af resten af verden, for indianerne havde jo fundet og bosat sig i Amerika, længe før Christoffer Columbus overhovedet lå i sin mors mave, og både kinesere og indere befolkede deres lande, før Marco Polo som en af de første europæere kiggede forbi.

Og det at have været i et land gjorde ikke nødvendigvis, at man havde opdaget det, for ganske vist var vikingerne sandsynligvis i Amerika længe før Columbus, men det var en viden, der hurtigt gik tabt igen.

Og som forfatteren til »De opdagede verden«, Daniel J. Boorstin, konstaterer, så kræver det feedback, hvis der skal være mening med opdagelsen. Man skal kunne finde vej hjem igen for at fortælle historien om det fremmede på en sådan måde, at det kan sættes ind i en opfattelse eller billede af verden. Og så skal man kunne finde vej derhen igen eller fortælle andre, hvordan de kommer derhen. Derfor var vikingernes opdagelse af Amerika ikke så vigtig som Christoffer Columbus'.

Venetianeren Marco Polo var en fantastisk iagttager, der over land gennemrejste mange riger i slutningen af 1200-tallet og bagefter kunne berette om det. Han nåede til blandt andet Kina, Afghanistan, Iran, Irak og mange andre lande, og hans beretning blev skrevet ned og bevaret for eftertiden.

Mørke skygger
Men hvem er egentlig de store opdagere af verden? Mange er det diffuse svar, og da det ikke er muligt at tage dem alle med, har Berlingske Viden råt og brutalt udvalgt fem centrale skikkelser, der hver repræsenterer opdagelsesrejsernes tidsalder. Christoffer Columbus, fordi han fandt Amerika, Carsten Niebuhr, fordi han var den første egentlige videnskabeligt udsendte opdagelsesrejsende fra Europa, James Cook, fordi han kortlagde en stor del af sydhavet, David Livingstone, fordi han er et centralt omdrejningspunkt for kontinentet Afrika og endelig nordmanden Roald Amundsen, fordi han var den første til at plante fødderne i kapløbet om at nå først til Sydpolen. De fem, deres opdagelser og deres samtid vil blive behandlet indgående i artikler de kommende søndage.

Man kunne have nævnt mange andre, f.eks. Leif den Lykkelige, der fandt Amerika eller Vinland, som han kaldte det, eller hans far, Erik den Røde, der udforskede og bosatte sig på Grønland. I nyere tid kunne man nævne Edmund Hillary, der nåede toppen af Mount Everest før nogen anden, eller Neil Armstrong, der satte den første fod på Månen.

Mens det var en nødvendighed for et mere og mere videnssøgende Europa at søge og finde verden, så var det ikke nødvendigvis en triumf at blive opdaget. Plyndringen, udryddelsen af folkefærd, fortrængningen af andre, slaveriet eller koloniherredømmet har siden trukket sine negative spor.

I 1998 måtte festligheder i Indien i anledning af, at det var 500 år siden, portugiseren Vasco da Gama fandt søvejen til landet, opgives. For på tværs af religioner og sociale skel kunne mange indere blive enige om, at der ikke var noget at fejre. Vasco da Gama blev begyndelsen til mange års kolonistyre i det sydlige Asien.

Den nye verden
I middelalderens Europa var kendskabet til Asien meget begrænset. Man vidste dog, ikke mindst fra Marco Polo, at der lå store lande på den anden side af Arabien og Persien, og fortællingerne ville vide, at det mystiske kontinent var fyldt med guld- og sølvbjerge.

Indien var landet med silkestoffer, ædelstene og krydderier. Derfor var den store drøm mod 1400-tallets slutning at finde søvejen dertil. Christoffer Columbus mente, at den korteste vej til Indien måtte være at sejle mod vest, når kloden nu var rund. Så i 1492 sejlede italieneren, der var i den spanske konges tjeneste, mod vest. Men før han nåede så vidt, var der gået år med at finde én, der ville betale for turen. Faktisk havde Columbus først forsøgt at overbevise Portugals konge om projektet. Men her fik han gentagne gange afslag, derfor endte han med at sejle under spansk flag. Christoffer Columbus fandt nu aldrig nogensinde Indien, han fandt Amerika, et kontinent, som man ikke havde nogen ide om eksisterede på det tidspunkt. Selv holdt Columbus til sin dødsdag fast på, at det var en genvej til Asien, han havde fundet.

Opdagelsesmæssigt var Amerika måske en succes, men i første omgang udeblev de rigdomme, man havde ventet sig af handlen med de store byer, som der jo slet ikke fandtes nogen af på det nye kontinent. Så fundet var i de første mange år en skuffelse.

Portugiserne holdt fast i ideen om, at den letteste søvej til Indien var at sejle ned langs Afrikas vestkyst og rundt om Afrika. Netop Afrikas vestkyst var delvist kortlagt, bl.a. takket være kongesønnen Henrik Søfareren, der havde gjort logbøger, korttegning og opmålinger til en pligt for alle sine kaptajner, så kostbar viden ikke gik tabt.

Søvejen til Indien
Til at stå i spidsen blev den unge adelsmand Vasco da Gama valgt, og han stævnede ud med fire skibe i 1497. Da Gama var en dygtig navigatør og en modig kaptajn, så i stedet for at følge Afrikas kyst hele vejen ned, så forsatte han direkte mod syd fra Afrikas vestligste punkt. Uden at se land i tre måneder nåede skibene omsider til Afrikas sydlige spids Kap Det Gode Håb.

Selvom han nu sejlede ud i Det Indiske Ocean, så var der stadig lang vej til Indien. Undervejs havde han sammenstød med arabiske købmænd på den østafrikanske kyst, men han endte med at få den nødvendige hjælp for at kunne navigere til Indien, som blev nået i 1498. Araberne havde handelsstationer både i Østafrika og i Indien, så de kendte farvandet godt. Med sig på rejsen havde Vasco da Gama flere dødsdømte forbrydere, som han sendte i land, hvis en situation skulle udvikle sig til noget farligt. Og det var en af dem, der fik lov til at gå i land i Indien først, og her blev han tiltalt af en mand på spansk. Det viste sig, at den spansktalende mand oprindeligt var fra Sevilla, men var blevet bortført af arabere. Større var verden trods alt heller ikke dengang.

Da ekspeditionen vendte tilbage til Portugal året efter, var der kun knap en tredjedel af besætningen tilbage. Resten var døde af sygdomme, eller var blevet dræbt af indfødte i Afrika. Men for Vasco da Gama var hjemkomsten en triumf, han var nationalhelten, og efter flere togter til Indien lykkedes det ham at bryde arabernes handelsmonopol. Vasco da Gama blev udnævnt til indisk vicekonge.

Søvejen til Asien blev begyndelsen på kolonitiden, for portugiserne fik ikke lov til at sidde alene på Østens rigdomme. Snart sendte andre europæiske lande ekspeditioner af sted for at bemægtige sig nyt land.

Magellans jordomsejling
Vasco da Gama hører til de heldige opdagelsesrejsende, for han sejlede ud og fandt det, han søgte, men for mange andre blev det døden. Ferdinand Magellan var portugiser og forsøgte at sælge et projekt til sin konge, der gik ud på at finde en sejlrute syd om Sydamerika for på den måde at komme til Indien. Kongen sagde nej, og Ferdinand Magellan gik i stedet i konkurrenten Spaniens tjeneste og stævnede i 1519 ud med en flåde bestående af fem skibe.

Det gik hårdt for sig undervejs, der var flere mytterier, og et skib stak tilbage til Spanien. Men Magellan gav ikke op og sejlede i slutningen af 1520 gennem strædet mellem Sydamerikas fastland og Tierra del Fuego. Efter turen i farlige strømme og orkaner kom de ud i det åbne hav til totalt vindstille. Derfor kaldte Magellan det nye hav for Stillehavet, mens strædet, han sejlede igennem, er opkaldt efter ham. På sin vis blev ekspeditionen en succes, for den nåede som den første en jordomsejling - men ikke for Ferdinand Magellan. Han blev dræbt i kamp med de indfødte på en af de nyfundne øgrupper, Filippinerne.

I det hele taget var det en noget amputeret ekspedition, der nåede hjem. Af de fem skibe, der drog ud, var der kun et enkelt tilbage, og ud af besætningen på 270 var der kun 17 med tilbage.

Også briten James Cook døde på en ekspedition. Kaptajn Cook var leder af tre store ekspeditioner. Bl.a. genfandt han Australien og New Zealand. Genfandt fordi hollænderne havde været i Australien mere end 100 år før Cook, men de var kun stødt på et ufrugtbart sandet område i den nordlige del af kontinentet og havde opgivet.

Cooks anden tur var et rent videnskabeligt projekt, hvor bl.a. de antarktiske egne blev kortlagt. På den tredje store ekspedition gik det galt. På Hawaii, hvor englænderne tidligere var blevet godt modtaget, blev James Cook dræbt af de indfødte som hævn for, at en fra besætningen havde dræbt deres høvding under en strid.

Bering i zarens tjeneste
Også Danmark har sine store opdagelsesrejsende med et tragisk skær på bagsiden af medaljen. Vitus Bering, der var født i Horsens, blev ansat af den russiske zar. På sit første togt fra 1725-1730 skulle Vitus Bering finde ud af, om det var landfast mellem Sibirien og Nordamerika. Det er der som bekendt ikke, der er et stræde imellem, som nu bærer Berings navn. I 1733 var han leder af endnu en ekspedition med det formål at kortlægge den amerikanske vestkyst og Sibiriens ishavskyst. Desuden skulle han udforske handelsvejene til Japan.

Lige fra første færd var rejsen besværlig, for det var ikke blot et spørgsmål om at sætte et par skibe i søen og så sejle afsted. Nej, skibene skulle først bygges i havnebyen Okhótsk, der ligger lidt syd for halvøen Kamtjatka, og Bering og mandskab måtte først rejse 3.000 kilometer over land delvist som slædetur trukket af heste hen over Ruslands yderste østlige kyst.

Med sig på den første del af turen havde Bering sin kone og to børn, og da de tog afsked med hinanden, blev det sidste gang, for Bering kom aldrig hjem igen. Først i 1741, altså otte år efter at ekspeditionen var begyndt, nåede Berings to skibe til Alaska. Dermed var opgaven delvist løst, men hjemturen blev frygtelig med dens kombination af storme og skørbug, der kostede mange besætningsmedlemmer livet. Og i november 1741 måtte Berings skadede skib søge ind på en lille, kold og ufrugtbar ø, hvor mandskabet kæmpede for at overleve. Mange klarede det ikke, og Bering selv døde også. De overlevende byggede et skib ud af vragdele fra det gamle og nåede tilbage til Kamtjatka året efter. Blot for at finde ud af, at myndighederne havde afskrevet dem og solgt deres ejendele. I dag er den lille kolde ø opkaldt efter den danske kaptajn, hvis jordiske rester blev udgravet af en arkæologisk ekspedition i 1991.

Den danske opdagelsesrejsende Jens Munk overlevede ganske vist sin ekspedition, men den kostede næsten hele mandskabet livet. Jens Munk blev i 1619 i Christian IVs tjeneste sendt på en ekspedition med to skibe for at finde den såkaldte Nordvestpassage nord om Amerika. Skibene blev tvunget til at overvintre i Hudson Bay i Canada, og stort set hele besætningen døde af skørbug. Faktisk overlevede kun Munk og to andre. Alligevel lykkedes det dem at sejle det ene skib tilbage til Bergen i Norge.

Kampen om polerne
I 1900-tallet var der kun få steder tilbage, hvor ingen havde været før. Bl.a. de store ismasser mod nord og mod syd.

Den amerikanske polarforsker Robert Peary tog til Nordpolen uden de store sværdslag i 1909 efter i flere år at have forsøgt at skaffe penge til ekspeditionen. Faktisk var nordmanden Roald Amundsen også på vej til Nordpolen med samme formål, men vendte skuden sydpå, da han hørte, at Peary allerede var godt under vejs. Og det skulle da også vise sig at være en god ide, for Amundsen blev den første til at betræde Sydpolen i slutningen af 1911.

Roald Amundsen vandt kapløbet over briten Robert Scott, der ganske vist også nåede selve Sydpolen en måned efter nordmanden, men døde på tilbagevejen. Af sult og kulde kun omkring 20 kilometer fra et depot med forsyninger.

Et af oprindelige besætningsmedlemmer på Scotts ekspedition var den unge landsmand, Ernest Shackleton, der selv tidligere havde forsøgt at nå Sydpolen. Men på Scotts rejse blev Shackleton så syg undervejs, at han måtte returnere til England. Shackleton havde smag for Sydpolen, men Sydpolen var åbenbart ikke med briterne.

Ernest Shackleton ville være den første, der krydsede det store kontinent, men det var ikke just den bedrift, han blev kendt for i eftertiden, for i stedet sad han fast i isen hele polarvinteren 1915-1916. Ismasserne pressede hans skib i stumper og stykker, men alligevel overlevede hele besætningen. Og siden er Shackleton da også blevet rost til skyerne, for det var hans lederskab, der i sidste ende reddede dem alle. Shackletons sidste tur i 1922 var at forsøge at sejle hele vejen rundt om Sydpolen. Heller ikke det lykkedes. Han døde undervejs.

Gennem is og vand
Den danske polarforsker Knud Rasmussen rejste ikke ud for at være først. Han ville derimod udforske de arktiske egne og vide mere om befolkningerne. Han var selv født i Jakobshavn i Grønland af en dansk far og grønlandsk født mor.

Fra 1912 til 1933 ledede Knud Rasmussen seks ud af syv Thuleekspeditioner. Især den femte Thuleekspedition fra 1921-1924 gjorde ham berømt. Den gik fra Grønland over Canada og helt til Stillehavet ved Alaska. Knud Rasmussen samlede inuitternes sagn og traditioner og beskrev dem videnskabeligt.

På den syvende Thuleekspedition blev Knud Rasmussen syg og måtte vende hjem til Danmark, hvor han døde.

Forskningsmæssigt har Grønland stadig meget at byde på. Det var her, man i lagdelte klipper kunne påvise, at livet på Jorden mindst har 3,8 milliarder år på bagen, og iskerneboringer i indlandsisen har givet indblik i, hvordan klimaet har udviklet sig gennem tiden. Grønlandsforskning har en fornem plads i Galathea 3-ekspeditionen.