Ubuntu lukker sit netlager til juni

Linux-selskabet Canonical opgiver at konkurrere på netlagerplads og musik.

Ubuntu One lukker for sin musik- og netlagertjeneste, som ellers er fulgt gratis med, når man brugte Ubuntu som styresystem. Fold sammen
Læs mere

Selskabet bag Linux-udgaven Ubuntu, Canonical, lukker 1. juni sin musik- og netlagertjeneste Ubuntu One, fordi der er for stor konkurrence på området.

Ubuntu One har ellers været en fast bestanddel af den service, som man har fået med i »købet«, når man har installeret Ubuntu på sin PC i stedet for andre styresystemer som Windows eller Mac OS. Dels fik man som standard fem gigabyte lagerplads med, som også kunne bruges fra Windows-, Apple- eller Google-verdenen, dels har Ubuntu One Store solgt musik.

For stor konkurrence

Nu lukker begge dele, og Ubuntu One-applikationerne er allerede fjernet fra Ubuntus egen og fra Googles og Apples app-butikker.

»Det er en hård beslutning, især fordi vore brugere er så kraftigt afhængige af den funktionalitet, som Ubuntu One leverer. Som ethvert andet selskab er vi dog nødt til at fokusere vore bestræbelser på vore vigtigste, strategiske initiativer og sikre, at vi ikke spreder et for tyndt lag ud. Den gratis netlagerkrig er ikke et bæredygtigt sted for os at være, navnlig fordi andre tjenester nu tilbyder 25-50 GB gratis plads. Når vi tilbyder en tjeneste, ønsker vi, at den skal kunne konkurrere på globalt plan, og skulle Ubuntu One fortsætte, ville det kræve flere investeringer, end vi er villige til at foretage,« meddeler Canonical.

To måneders frist til at hente sine data

Canonical vil i stedet koncentrere sig om selve styresystemet Ubuntu, som både findes til PCer og servere og senest også er kommet til mobiltelefoner, hvor de første af slagsen får premiere hen over sommeren/efteråret. Selve Ubuntu-styresystemet, som er gratis at hente og bruge og i brug minder om Windows og Mac OS, opdateres to gange om året.

Selve tjenesten Ubuntu One lukker 1. juni, men brugerne har endnu to måneder - frem til 31. juli - til at hente alt det indhold, som de måtte have lagt hos Ubuntu One. De, der har betalt for ekstra lagerplads, vil få deres penge tilbage.