Tyskland og Brasilien danner fælles front mod spionage

Initiativet ventes at få bred opbakning. Den hidtil største demonstration mod NSAs massive overvågning finder sted lørdag i Washington.

ILLUSTRATION: Helle Scheffmann. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tyskland og Brasilien går nu sammen om en FN-resolution, der kræver et stop for den massive udspionering og overvågning af folks privatliv.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er de to landes FN-repræsentationer i gang med at forberede en fælles resolution, som skal forelægges på generalforsamlingen blandt de 193 medlemslande.

Det sker oven på flere måneders konstante afsløringer af, hvordan den skandaleramte, amerikanske efterretningstjeneste NSA massivt og ulovligt har aflyttet blandt andet FN- og EU-bygninger, 35 topledere og senest den tyske forbundskansler Angela Merkels mobiltelefon. Tidligere på ugen kom det også frem, at over 70 millioner telefonopkald i Frankrig fra december til januar i år er blevet aflyttet - og måske gemt - af NSA, som i juni blev afsløret i at have nærmest uhindret adgang til de store databaser hos teknologigiganter som Apple, Microsoft, Google og Facebook.

De seneste afsløringer overskyggede den egentlige dagsorden, da de 28 EU-landes stats- og regeringschefer mødtes i Bruxelles torsdag og fredag, og hvorfra de fordømte USAs handlinger.

Tyskland sender nu sine spiontopchefer til Washington, ligesom Europaparlamentet sender en ni mand stor delegation af sted for at få klare svar fra USA.

Tyskland og Frankrig krævede på EU-topmødet, at USA skriver under på en »ikke-spionage«-aftale, og nu forberedes en FN-resolution sammen med Brasilien, hvis præsident, Dilma Rousseff, også er blevet overvåget.

»Denne resolution vil sandsynligvis få enorm støtte på generalforsamlingen, eftersom ingen bryder sig om, at NSA udspionerer dem,« siger en anonym, vestlig FN-diplomat til Reuters.

Den tidligere efterretningsagent Edward Snowden, som står bag afsløringerne af NSAs tophemmelige papirer, har fået midlertidigt, politisk asyl i Rusland.

I det indre Washington i USA er der lørdag indkaldt til stor demonstration mod den massive overvågning under parolen »Stop Watching Us« (Hold op med at overvåge os). Blandt deltagerne vil være tidligere whistleblowere, politikere og hollywoodstjerner. Omkring 100 grupper står sammen om den hidtil største aktion mod NSA. En af dem er borgerrettighedsorganisationen ACLU, som viderebringer en besked fra Edward Snowden.

»De seneste fire måneder har lært os meget om vor regering. Vi har lært, at de amerikanske efterretningstjenester har bygget et system med omfattende overvågning op. I dag kan ingen telefonsamtale finde sted, uden at den registreres af NSA. I dag kan ingen internettransaktioner passere grænserne, uden at de havner i NSAs hænder. Vore folkevalgte i kongressen siger, at dette ikke er overvågning. De tager fejl,« lyder det fra Edward Snowden.

Eksperter peger i dagens Berlingske på, at der kan eksistere en aftale med USA om »lovlig« aflytning i Danmark, og justitsminister Morten Bødskov afviser ikke, at USA kan have overvåget danskere.