Twitter vil med på chatbølgen med video-app

Blandt sociale netværk og apps er det blevet populært at lade brugerne chatte i private beskeder i stedet for på de mere offentlige nyhedsvægge. Nu vil den Twitter-ejede video-app Vine også være med i det felt.

Twitters video-app Vine har også integreret mulighed for at udveksle private beskeder. Fold sammen
Læs mere

Det er i årevis de offentlige nyhedsvægge i sociale netværk, der har trukket statusopdateringer om alt mellem himmel og jord. Onlinefolket har vænnet sig til at dele deres liv her.

Det seneste års tid er trenden dog vendt mod de mere private beskeder, og det har en række af populære apps udviklet netop til det trukket millioner af brugere på.

Nu vil det sociale netværk Twitter også være med i det felt med selskabets app Vine, der er udviklet til at dele små videoklip med andre.

Vine er kommet med en opdatering, der tilføjer muligheden for at sende Vine-beskeder eller VMs, som selskabet kalder dem i opdateringen. Selv beskriver Vine det som den største opdatering af appen hidtil.

Med Vine-beskeder kan brugerne dele private beskeder med andre brugere i stedet for at sende videoklip ud til alle brugere af tjenesten. Derudover kan de også sende private beskeder til alle kontakter i deres adressebog, ved hjælp af deres mobilnummer eller e-mail-adresse, selvom de ikke er brugere af Vine.

Den strategi beskriver teknologimediet Techcrunch som et forsøg på at skabe mere opmærksomhed om appen - og en vej til at trække flere nye brugere til. 

Netop muligheden for at kunne sende private beskeder har konkurrenten Instagram, der er ejet af Facebook, allerede rullet ud til brugerne sidste år.

Det sociale netværk Facebook er også aktiv på chatområdet med selskabet app Messenger, der samler alle de private beskeder, brugerne af de sociale netværk udveksler med hinanden - og tilbyder mulighed for at chatte i grupper.

Generelt vrimler det med apps, der tilbyder mulighed for at udveksle beskeder i både tekst, billede, lyd og video over mobilens internetforbindelse. Især Whatsapp er blevet bredt kendt. Beskedtjenesten, der for nylig blev opkøbt af Facebook for 100 milliarder, har flere end 450 millioner månedlige aktive brugere.

Forleden kunne Whatsapp ifølge Time.com meddele, at der var blevet sat i rekord i udvekslingen af beskeder på en enkelt dag.

Mandag blev der udvekslet 64 milliarder beskeder - hvoraf de 20 milliarder blev sendt den dag, mens 44 milliarder blev modtaget. De to tal er ikke ens, da den enkelte bruger skal være online for at kunne modtage Whatsapp-beskeder. Den hidtidige rekord lød på 54 milliarder beskeder nytårsaften 2013. 

Der findes et væld af beskedtjenester - som blandt andre Line, Kakao, Wechat, Kik, Tango, Snapchat, Whisper, Popcorn, Telegram og Threema for at nævne nogle af dem.

Samtidig er internettjenester som blandt andre Google, Microsoft og Facebook også aktive i feltet med deres bud på apps til udveksling af beskeder, Hangouts, Skype og Facebook Messenger.

Generelt er de udstyret med funktioner, der minder om både SMS, chat og dialogformen i sociale netværk.

Typisk kan de indstilles, så der dukker en notifikation frem på mobilskærmen, når nye beskeder tikker ind. Men de rummer ofte mere avancerede funktioner end klassisk SMS som bl.a. brug af stedbaserede funktioner, mere avancerede animerede figurer, gruppechat og udveksling af billeder, video og lyd.