Tranerne flyver forbi

12.000-13.000 traner er på vej sydfra til Hornborgasøen øst for Göteborg, og størstedelen vil flyve over København og langs Øresundskysten .

Foto: Scanpix/Steffen Ortmann

I de kommende dage vil tusindvis af traner flyve henover København og Østsjælland fra syd. De kan måske allerede observeres i eftermiddag, men ellers er chancerne størst søndag, tirsdag og onsdag at dømme efter vejrudsigten fra DMI.

De trækker fra Rügen på den tyske Østersøkyst, hvor de har samlet sig på vej fra deres vinterophold i Spanien og Nordafrika til Hornborgasøen 150 km øst for Göteborg.

Her bliver de et par dage og danser deres parringsdanse, inden de fordeler sig over det nordlige Skandinavien og Sibirien.

»På grund af de vejrforhold, vi har nu, med vind fra sydøst og stigende temperaturer, vil tranerne følge den østsjællandske kyst,« siger biolog Michael Grell fra Dansk Ornitologisk Forening.

»Et klassisk sted at observere traner er i Kongelunden på Amager ved Sydvestpynten, eller fra fugletårnet på dæmningen lidt længere mod nord på Vestamager. Her kan man kigge efter vandrefalke og andre spændende fugle, mens man venter på tranerne. Eremitagesletten i Dyrehaven er også et godt sted. Her blev der set et stort tranetræk allerede i går. Gilbjerghoved og Hellebæk Avlsgård i Nordsjælland er ligeledes gode steder.

Tranerne foretrækker at krydse Øresund, hvor det er smallest. De er nemlig mest trygge over land,« fortsætter Michael Grell.

De store grå fugle med hoved og hals i sort, hvidt og rødt og en vingefang på op til 230 cm, starter deres rejse fra Rügen ved 10-tiden og passerer Københavnsområdet fra ved middagstid frem til ved 17-tiden, fordi de i det tidsrum kan udnytte termikken, de lune opadstigende luftstrømme til at flyve mod nord.

»Først kommer der fem-ti stykker, og så bliver flokkene, der flyver i rækker eller i kileformation, større og større. Som regel er de på 15-100, men en sjælden gang kan der komme over 100 ad gange. Forårstrækket er det bedste, når de flyver den anden vej i oktober er det i mere spredt fægtning.« forklarer Michael Grell.

»Her i landet er der efterhånden 60-70 ynglepar, især i Nordjylland og på Bornholm. Sjælland fik sit første ynglepar sidste år ved Holmegård Mose, men hvis man rigtig vil opleve tranedans, skal man tage til fugletårnet på Bøtø Nor på Sydfalster, hvor der er tre ynglepar. Tranerne danser morgen og tidlig formiddag fra omkring 1.-10. april,« lyder det.