Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den glinsende skives storhedstid som vigtigste budbringer af musikalske budskaber slutter til nytår. Da vil digitalt musiksalg og nye onlinemusiktjenester som Spotify have overhalet CDen som den største indtægtskilde i USA.
Det digitale musiksalg ventes i år at nå op på 3,4 milliarder dollars eller 20,5 milliarder kroner og vil dermed nå et - dyrt - mulehår foran det traditionelle salg af CDer og sågar vinylplader, som i år vil omsætte for sammenlagt 3,38 milliarder dollars (20,4 milliarder kroner) på det amerikanske marked. På verdensplan vil ændringen først ske i 2015.
Endnu større fremgang i Vesteuropa
Det er analysefirmaet Strategy Analytics, som har regnet på de store tal. I år vil det digitale salg af både enkeltnumre og hele albums vokse med 6,7 procent, mens onlinemusiktjenester som svenske Spotify og amerikanske Pandora skyder 28 procent i vejret. Sammenlagt udgør de 41 procent af det amerikanske musiksalg mod 22 procent på verdensplan, skriver nyhedstjenesten Bloomberg.
Omvendt falder salget i USA af CDer og LP-plader med ni procent i år. Tilbagegangen er faktisk mindre i USA end i resten af verden.
I alt vil amerikanerne bruge 6,38 milliarder dollars - over 38 milliarder kroner - på at købe musik i 2012, en stigning på 2,1 procent i forhold til sidste år.
I Vesteuropa ventes onlinemusiktjenesterne dog at gå hele 48 procent frem i omsætning, mens salget af digital musik vil vokse med ni procent.