Terrorangrebet der satte København i flammer

Historie: »Landkrigen 1807«»København i flammer«. »Flådens ran 1807«»Det venskabelige bombardement«.»København 1807«Det engelske overfald på København var uhørt brutalt og savnede enhver militær begrundelse. Det har 200 år efter udløst en række bogværker, som beskriver begivenheden fra sø, fra land, fra luft og fra den angribende nation.

Det er i år to hundrede år siden, at englænderne skændigt overfaldt Danmark, skød København i brand og røvede den danske flåde. Danmark var en over for England venligt sindet nation, flåden var lagt op og byen København uden reel beskyttelse mod et uprovokeret angreb, hvis eneste begrundelse kunne søges i, at England satte egne interesser højere end alle andre. Herunder hensynet til enhver anstændighed. Det var et overfald. Det var uprovokeret. Det var hensynsløst. Helt igennem en sørgelig historie, der fik skæbnesvangre konsekvenser for Danmark. For denne anmelder er der ikke tvivl om, at der var tale om en hensynsløs voldshandling, som England ingen ære har af. Misbrug af overmagt, arrogant og umenneskeligt og med den virkning, at Danmark var tvunget til i det store europæiske opgør at slutte sig til Napoleon og dermed blev en af taberne, da regnskabet efter Napoleons fald blev gjort op.

På længere sigt var meget såmænd nok gået endda som det gik. Unionen med Norge ville være blevet opløst på et eller andet tidspunkt, og opretholdelsen af en større flåde var også kun et spørgsmål om tid. København blev gennemopbygget, men meget var dog gået tabt med Frue Kirke og Universitetet som det vigtigste. Noget at fejre i anledning af 200-året for denne sørgelige begivenhed, hvis kulmination var beskydning af København med brandbomber nætterne 2. og 3. september, er der i hvert fald ikke. Danmark forsvarede sig så godt man kunne og overlevede som nation. England gik videre ad den allerede betrådte vej med opiumskrigen, den brutale nedkæmpelse af oprøret i Indien og en række andre overfald på fremmede magter i Asien og Afrika som blodige spor på en stormagtskarriere, hvis ofre med rette af eftertiden er blevet trukket frem. Hvad i alverden bildte de sig ind, og hvad bildte de sig ind i 1807, da englænderne altså i strid med folkeret og enhver anstændighed forlangte den danske flåde udleveret under trussel om tvang?

Herom kan man i anledning af 200-året for voldsdåden læse i ikke færre end fem bøger, der netop udkommer op til 200-året for rædselsnætterne i september. Det er indbyrdes ret forskellige bøger, men grundlæggende fortæller de med diverse variationer den samme historie om den historiske baggrund for overfaldet, engelsk politik og diplomati over for Danmark og så de brutale kendsgerninger, da der ikke længere var noget at tale om, og om de følger, som angrebet fik. Hvis krig er fortsættelsen af politik med andre midler, så passer den beskrivelse om noget på begivenheder, som ledte frem til bombardementet og røveriet.

Ringe trussel
Hovedskurken i fortællingen er den engelske udenrigsminister Canning, som var hjernen eller mangel på samme bag overfaldet. Han var ung og nytiltrådt og havde behov for at vise sin beslutsomhed. Vi ved i dag, at de efterretninger, som han hævdede at lade sig lede af - rygter om planer om et søforbund mellem Rusland og Frankrig med deltagelse af Danmark eller om danske oprustningsplaner - savnede ethvert hold i virkeligheden. Danmark var neutralt og ønskede at være neutralt, og der var for en objektiv betragtning ikke noget som helst, som pegede i en anden retning. Et par forvirrede og dårligt underrettede indberetninger benyttedes af Canning til at skabe den forestilling at der virkelig var fare på færde.

England havde i slaget ved Trafalgar to år tidligere totalt knust en forenet fransk og spansk flåde og havde det absolutte herredømme til søs. Skal noget anføres som forklaring på den engelske optræden fremhæves aftalen i Tilsit mellem Rusland og Frankrig, som isolerede England og på en eller måde fremkaldte et behov for at manifestere sig. At den danske flåde kunne være en trussel, har nemlig intet på sig. Flåden lå oplagt og kunne kun mobiliseres med langt varsel. Den flåde, som englænderne bemægtigede sig bestod af 18 linjeskibe, 15 fregatter og nogle mindre fartøjer. Rusland havde en østersøflåde på 20 linjeskibe og 14 fregatter. Heroverfor stod den engelske flåde med 261 store linjeskibe, 34 mindre, 258 fregatter og et væld af mindre fartøjer. Den engelske overlegenhed til søs var total også selv om samtlige øvrige tilbageværende europæiske orlogsfartøjer medregnedes. Den danske flåde kunne ikke blive en trussel heller ikke i Napoleons hænder. Yderligere viste det sig, da flåden var kommet til England, at kun fire af linjeskibene og enkelte andre overhovedet var egnede for englænderne til aktiv tjeneste. Disse og mange andre sømilitære oplysningen kan finde i Rolf Scheens bog »Flådens ran«, som i særlig grad har flåden og dens skæbne som omdrejningspunkt, men samtidig giver den nødvendige baggrundsinformation. Men den læser, der vil have nøjagtig besked om skibene, deres navn, antal, drægtighed og senere skæbne kan finde oplysningerne hos Scheen.

Den engelske vinkel
Det er let nok at se sig gal på englænderne også med to århundreders distance. Derfor er den engelske historiker Thomas Munch Petersens bog »København i flammer« et velkomment tilskud til danske historiske fremstillinger. Her ses sagen fra engelsk side og med udnyttelse af det arkivmateriale til belysning af den engelske beslutningsproces, som kan findes. Et led i forløbet var den danske gesandt Rists optræden og kritik af engelsk behandling af danske neutrale skibe, men hovedsagen var ønsket om for enhver pris at tilegne sig den danske flåde. Og »for enhver pris« er velanbragt, for et overfald på en civilbefolkning, som englænderne havde planlagt, hvis flåden ikke udleveredes frivilligt, var en hidtil uset overtrædelse af folkeretten. Munch Petersen fremhæver urigtigheden af de oplysninger, som den engelske beslutning hvilede på, og på overfaldets karakter af »et fremragende eksempel på forbyggende krigsførsel«, hvad det nu end skal betyde, når man krigerisk overfalder et andet venligtsindet land. Munch Petersen overlader det til læseren »at vurdere, om den engelske regering traf den rette beslutning med hensyn til Danmark i juli 1807«. Han mener, at det er »vigtigere at forstå end at dømme«. Har man læst hans fremstilling, forstår man, at den afgørende beslutning blev truffet af en ambitiøs og usympatisk politiker på et urigtigt grundlag. Det er også en slags dom, og det tjener englænderne til ære, at Canning blev udsat for kritik i parlamentet for sin danmarkspolitik.

For pyromaner
Den ubetinget flottest illustrerede bog om 1807 er antologien »København 1807« redigeret af historikeren Peter Henningsen. Her er virkelig noget at se på for pyromaner eller andre, som har trang til at se sig mæt på billeder af brændende huse og en rød himmel over København. Billederne er staffage til en antologi af i øvrigt udmærkede mindre afhandlinger om den historiske baggrund og mindre påagtede detaljer som englændere i København, postvæsenet eller en række glimt af befolkningens oplevelse af bombardementet og stemninger og følelser. Ikke mindst interessante er også nogle refleksioner over antallet af døde, der synes stærkt overdrevet i hidtidige fremstillinger. Mindre spektakulær i udstyret, men velskrevet og med yderligere nye synsvinkler såsom Øhlenschlæger i Paris, genopbygningen af København, engelske reaktioner på angrebet og dets betydning for det dansk-engelske forhold er antologien med den formentlig ironiske titel »Det venskabelige bombardement«. Blandt mange perler er en brutal afsløringen af Churchills overfladiske historieskrivning.

Den sidste bog er en detaljerig fremstilling af general K.G.H. Hillingsø af »Landkrigen i 1807« på grundlag af en gammel bog af major Blom fra 1845. Her hører vi derfor mest om de engelske og danske troppestyrker, om forsvaret af København og megen udvist dansk tapperhed i den forbindelse. Men problemet var, at størstedelen af den danske hær stod ved landets sydgrænse, således at byen i virkeligheden ikke havde tilstrækkelige ressourcer til et længere forsvar og derfor måtte overgive sig efter få dages bombardement. Hillingsø afslutter bogen med nogle »Bagkloge kommentarer« i bedste kulturradikal stil om »hyggelig blanding af let naivitet og let selvovervurdering i blodet«, som ikke er helt lette at forstå. Og endnu mindre, at »vi undervurderede Storbritanniens muligheder for at frigøre en stor hærstyrke til brug på Sjælland«, som i øvrigt blandt sine ledere talte den senere hertug af Wellington, som jo nok kunne sit kram. Hillingsø henviser til en vis dansk letsindig og tillid med et ordvalg, som mellem linierne kan læses som et opgør med dansk militærpolitik under Den kolde Krig. Men realiteten er vel, at man faktisk stolede på englænderne. De havde i 1801 tvunget Danmark ud af et væbnet neutralitetsforbund. Herefter havde man gjort alt for ikke at virke provokerende. Hvem regner så med et perfidt angreb. Det afgørende var, at vi var »lidt naive«, og at »briterne var realpolitiker«. Hillingsøs bog er en militærkyndig vurdering af englændernes styrke og de danske mangler. Der er nok at pege på i retning af manglende forberedelse, uklare kommandoforhold og enkeltpersoners adfærd herunder kronprinsens uheroiske og ukoordinerede handlinger.

Overkill?
Alt dette kan stadig ikke bortforklare en stormagts overgreb mod en lille venligtsindet nation eller forhindre denne anmelder i at danne sig sit indtryk af lødigheden af den engelske beslutningstagen. Især efter læsningen af Munch Petersens bog rykker Canning som den egentlige ansvarlige frem i først række. Denne anmelder vil derfor forsat sende bemeldte engelske politiker en ond tanke, når han passerer hans monument foran det engelske parlament i London.

Det er svært at komme uden om, at fem bøger om den samme historie, som det i virkeligheden var bedst at glemme, kan nærme sig overkill. Det kan ikke undgås, at meget bliver gentagelse, at de samme billeder dukker op gang på gang, og at stort set den samme historie med de samme aktører fortælles lidt forskelligt. Men der er også små nye fortællinger at bidrage med, og samlet gælder, at de her omtalte bøger kan anbefales og tilsammen giver et godt indtryk af både politiske forhold, sømilitære og landmilitære og af stemningen i København og følgerne af byens ødelæggelse. Den læser, som kun vil læse en bog, skal nok foretrække Munch Petersens fremstilling. Det er selvfølgelig meget godt at læse om dansk uforberedthed og naivitet, og både de sømilitære og landmilitære forhold er kyndigt beskrevet i de to fremstillinger herom, ligesom de to antologier bringer mange nye detaljer frem, men nok så interessant er det dog at møde de rigtige skurke.