Siden begyndelsen af 1960erne har amerikanerne, europæerne, russerne og i de senere år også kineserne og inderne sendt omkring 50 rumsonder til Mars.
Men næsten to tredjedele af disse er endt som fiaskoer – enten fordi de ikke formåede at gå i kredsløb om Den røde planet, eller fordi de blev knust under forsøg på landing.
Som NASAs chefforsker Thomas Zurbuchen udtrykker det over for BBC:
»At rejse til Mars er virkelig, virkelig svært.«
Her mandag aften venter endnu et af disse nervepirrende landingsforsøg.
Efter ti års planlægning og en syv måneder lang rejse gennem rummet er NASAs Mars-sonde InSight gået i kredsløb om Jordens evigt dragende naboplanet. Så vidt så godt.
Men kort før kl. 21 i aften vender den snuden mod selve planeten, hvorefter NASA går »syv minutters skræk« i møde.
Støvstorm er stor joker
Problemet med landinger på Mars er tofold: En ganske kraftig tyngdekraft i kombination med en meget tynd atmosfære.
Det indebærer, at et rumfartøj på vej ned mod planetens overflade bliver accelereret op på en meget høj hastighed, hvorefter det skal forsøge at bremse voldsomt ned i næsten lufttomt rum.
Når InSight rammer Mars-atmosfæren omkring kl. 20.50 i aften dansk tid, har den en fart på lige under 20.000 km/t. Tilmed skal den forinden have placeret sig i en indfaldsvinkel på præcis 12 grader. I modsat fald vil den enten brænde op eller glide af på atmosfæren, skriver rumsitet space.com.
Under dens fald vil atmosfæren automatisk nedbremse sonden til en fart på ca. 1.350 km/t., hvorefter InSight udfolder en stor faldskærm. Til sidst vil den affyre sine bremseraketter, hvorefter den med en fart bare otte km/t. burde lande ganske blødt i det røde støv på Elysium-sletten nær klodens ækvator.
I baggrunden lurer imidlertid en farefuld joker. I de senere år har der været en del kraftfulde støvstorme på planetens overflade, og hvis en sådan storm slår til under den hårfine landing, kan det bringe hele missionen i fare.
På grund af den aktuelle afstand på 146 mio. kilometer og dermed en tidsforsinkelse på knap ti minutter kommer amerikanerne tilmed til at vente i åndeløs spænding, før de, forhåbentligt, modtager et jubeludløsende OK-signal fra InSight.
I modsat fald må man forvente, at både sonden og alle drømme om ny indsigt i Mars er blevet knust.

Og ny indsigt ventes InSight i den grad at kunne give.
Som den første mission i historien skal sonden forsøge at få indblik i det indre af Mars. Det vil den bl.a. gøre ved hjælp af et seismometer, der kan måle rystelser fra eventuelle jordskælv og meteornedslag.
Men det umiddelbart mest spektakulære instrument synes at være en tysk udviklet varmesensor.
Dens øgenavn er Muldvarpen, for den vil gradvist forsøge at hamre sig ned gennem de øverste fem meter dybe klippelag af planeten for at måle, hvordan varmeudstrålingen fra det indre af Mars forandrer sig.
Det kan give centrale informationer om Mars’ kerne og om energiproduktionen i planetens dybder.
Interesserede kan følge landingen live på NASA her.