Storby sætter Windows på porten

Italienske Torino skifter PC-styresystem til Linux-udgaven Ubuntu og håber at kunne spare over 40 millioner kroner.

Italiens fjerdestørste by, Torino, skifter nu 8.300 Windows-PCer ud med det gratis Linux-styresystem Ubuntu for at spare seks millioner euro eller 44,6 millioner kroner - og undgå potentielle hackere.

Torino, som er hovedstad i den nordlige Piemonte-region, har besluttet at skifte styresystem i hele byens administration og forventer dermed at kunne spare omkring 300 euro pr. PC eller seks millioner euro over de næste fem år ved ikke længere at skulle have Windows- og Office-licenser fra Microsoft.

Drøftet i to år

Ifølge netnyhedstjenesten ZDNet skyldes skiftet også frygten for huller i IT-sikkerheden. Torinos IT-systemer anvender nemlig nu Windows XP, som Microsoft i april indstillede al videre udvikling af, hvorfor der heller ikke bliver lukket sikkerhedshuller, som opdages. En opgradering til den nyeste Windows-udgave, Windows 8, ville sandsynligvis betyde, at mange PCer skulle udskiftes med nye, hvorimod Ubuntu ikke stiller så store krav til hardwaren.

Bystyret i Torino har drøftet muligheden for et »systemskifte« i to år men har hidtil udsat beslutningen, så længe de nuværende softwarelicenser endnu gjaldt og fungerede. I august traf man beslutning om over de næste halvandet år at skifte til Ubuntu.

Ubuntu er et styresystem, der i brug og udseende minder om både Windows og Mac OS. Med Ubuntu følger en standardpakke af programmer, som gratis kan hentes og bruges, ligesom Ubuntu selv er gratis at installere og bruge.

Forvirring i München

Også andre steder i Italien - heriblandt regionerne Umbrien og Apulien samt Bolzano - har man valgt at skifte til open source-software.

For nylig var der forlydender om, at den sydtyske storby München ville skifte tilbage fra Linux til Windows. 15.000 ansatte i München bruger nu en tilpasset version af Ubuntu, kaldet Limux, og den gratis kontorpakke OpenOffice, og det skulle angiveligt være utilfredshed med softwaren, der skulle bane vejen tilbage til Windows-verdenen.

En talsmand for bystyret, Stefan Hauf, forklarede imidlertid, at det ikke er rigtigt. Den nyvalgte borgmester, Dieter Reiter, har derimod bedt om at få et overblik over al bystyrets IT med henvlik på at planlægge fremtiden. München har opgjort sine besparelser til over 10 millioner euro.