Stof i tandpasta kan skade hjertet

Stoffet Triclosan, der i Danmark mest bruges i tandpasta, kan være skadeligt, viser ny forskning.

Foto: Jeppe Carlsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1,8 ton. Så meget Triclosan blev der ifølge Miljøstyrelsen brugt i Danmark i 2004. Nu viser forsøg på mus og isolerede muskelceller fra mennesker, at Triclosan forringer musklernes evne til at trække sig sammen. Resultatet er netop blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabeligt tidsskrift, PNAS.

Forsøgene viste, at musenes hjertefunktion blev reduceret med op til 25 procent ved en enkelt kontakt med Triclosan, og selv om de resultater ikke nødvendigvis kan overføres direkte til mennesker, bekræfter forsøgene på menneskeceller, at risikoen er reel.

- Resultaterne giver tungtvejende bevis for, at stoffet har effekt på både menneskets og miljøets tilstand, siger Isaac Pessah, der er hovedforfatter til undersøgelsen, til den amerikanske netavis Smithsonian.com.

Ifølge MetroXpress bruger bl.a. Colgate Triclosan. Hos Miljøstyrelsen i Danmark er man opmærksom på den potentielle risiko.

- Vi har en grænse på 0,3 procent i kosmetiske produkter, og det diskuteres i øjeblikket i EU, om den skal sættes yderligere ned, siger Bettina Ørsnes Andersen, som er biolog i Miljøstyrelsens kemikalieenhed.

I løbet af i år vil Miljøstyrelsen foretage en evaluering af Triclosan og give EU anbefalinger. Men på trods af de nye videnskabelige resultater, kan Bettina Ørsnes Andersen ikke garantere, at stoffet vil blive forbudt.

- Vi bliver nødt til at se på, hvordan stoffet i den konkrete undersøgelse har påvirket dyrene, og om man vil forvente at se samme virkning hos mennesker i de anvendte koncentrationer. Det er afgørende for om den nye undersøgelse giver anledning til yderligere regulering, siger Bettina Ørsnes Andersen.

Indtil videre anbefaler Miljøstyrelsen, at man ikke bruger tandpasta med Triclosan med mindre tandlægen specifikt anbefaler det.